588 / 604
339
Med Hensyn til den Skade, som Kreaturer for-
aarsage, var, som allerede berørt, Nørregaards Lære
den, a t Kreaturernes Gjerninger ere begrundede i en
Selvvirksomhed hos dem, og a t den Beskadigede der
for efter Sagens Natur maa være berettiget til a t søge
Erstatning i selve det beskadigende Kreatur. Her-
igjennem kom Nørregaard til lignende Hegler som
Romerretten, nemlig a t Kreaturets Ejer enten skal er
sta tte Skaden eller ogsaa udlevere Kreaturet, og at
Erstatningen ikke kan overstige Kreaturets Væidi.
Overensstemmende hermed fortolkede han Lovens Be
stemmelser i 6—10; en S tøtte for den Regel, a t Ei-
statningen ikke kan overstige Kreaturets Værdi, fandt
han i Kilden til 6—10—5 Christian den 4des Norske Lov
Landsleiebalken, Cap. 33, hvor det hedder, a t det di æbende
Kreatur ikke kan forgjøre mere end sig selv. Imod
denne Nørregaards Mening, der forøvrigt ogsaa deltes
af Dons (3 D. p. 211-212) og af Brorson1), havde 0.
allerede ud talt sig i Suppl. 1. B. p. 99 100. Han an
førte her, a t den Slutning, der gjøres fra Kilden til
ø _ 1 0—5, er urigtig, idet de Ord af denne, der indeholdt
den ommeldte Regel, netop ere udeladte i 6 10 5,
sam t a t 6 - 1 0 - 2 , 3, 4 og 6 og forskjellige andre Lov
bud vise, a t Christian den 5te ikke har vedkjendt sig
Principet noxa caput seqvitur. Dette udvikles nær
mere i n. j. A. 22. B. p. 127 ff. og Hdb. 5. B. p .35 ff.;
det vises her, a t det ikke altid er Ejeren, hvem det
paahviler a t erstatte den Skade, som Kreaturet har
gjort, idet saadan Forpligtelse ogsaa kan komme til
a t paahvile den, til hvem det er udlaant eller udlejet,
eller som har stjaalet det eller paa anden Maade mod
Ejerens Villie bragt det ud af hans Væige, ligesom
heller ikke den, der har erhvervet Dyret, efterat det
0 Jfr. hans Fortolkning af Chr. V.s Lovs 6te Bog
p.
246-247.