586 / 604
337
Anden Skade, skulde kunne unddrage sig fra Skades
løsholdelse af den Grund, a t den Skadelidendes egen
Uagtsomhed har medvirket til den Skade, der er
bleven ham tilføjet; en saadan ftegel vilde, som han
siger, være et Privilegium for den onde Villie til frit
a t fornærme den, som ikke tog sig ivare. Saafremt
baade den Skadegjørende. og den Skadelidende have
gjort sig skyldige i Uagtsomhed, mener 0., a t E rsta t
ning maa bortfalde, naar Skaden hidrører fra en og
samme fælles Handling, hvor Begge ere i lige Brøde,
eftersom den Skadelidende i dette Tilfælde ikke kan
føre nogen Besværing over den Skadegjøiende, men
ø. bemærker dog tillige, a t ved Keglens Anvendelse
maa de Paagjældendes Stilling mod hinanden og andre
Omstændigheder komme i Betragtning.
Saafiemt
Skaden derimod er foraarsaget ved forskjellige af hin
anden uafhængige uagtsomme Handlingers Samvirk
ning, formenes Begge a t maatte tage Del i Skaden
paa samme Maade, som tvende Personer, der ved for
skjellige uagtsomme Handlinger have medvirket til
tredie Mands Skade, begge maa tage Del i E rstat
ningen.
Angaaende det Ansvar, som en Peison uden egen
personlig Brøde kan paadrage sig foi Andres Hand
linger, findes hos Hurtigkarl kun et Par korte og ube
stem te Bemærkninger, fornemmeligen vedrørende Ansvar
for den Skade, som Ens Børn eller Tjenestefolk tilføje
Nogen. 0. har derimod (Hdb. 5. B. p. 31 -34 ) temmelig ud
førlig behandlet dette Punkt. Han opstiller som almindelig
Regel, a t den, der besørger sine Forretninger udførte
ved Andre, bør svare til den Skade, som disse med
Forsæt eller af Uagtsomhed tilføje Andre ved Udførel
sen af dette Ærinde. „Ligesom dette“, siger han,
„allerede synes grundet i Sagens Natur, saaledes synes
det og a t have Hjemmel i 3 - 1 9 N. L. 21—2.
22
A. S. Ørsteds Betydning. II.