582 / 604
333
lader sig nøjagtigen fastsæ tte ved almindelige Begreber,
hvorvidt den pligtskyldige Agtpaagivenhed strækker
sig. Han ytrer blandt Andet: „At fordre den høieste
i sig mulige Agtpaagivenhed, vilde være en Urimelig
hed, da de mange G-jenstande, mellem hvilke Mennesket
i det daglige Liv har a t dele sin Opmærksomhed, ei
tilsteder den mest spændte Opmærksomhed paa en
hver enkelt Gjenstand. Det er derimod kun den Op
mærksomhed, som en forstandig Mand vilde med Hen
syn til Gjenstandens Beskaffenhed have anvendt paa
samme, hvis Handlingen blot angik ham selv, der
kan udgjøre Maalestokken, og denne Opmærksomheds
Grad kan alene den sunde Forstand og Dømmekraft
in concreto bestemme. Vore Love have og paa mang
foldige Steder erkjendt, a t Ansvar ikke begrundes der
ved, a t en større Forsigtighed i og for sig havde
været mulig, men a t der maa sees paa det Billige,
Sædvanlige og til det virkelige Liv Passende“. Dette
paaviser 0 . nærmere ved Exempler fra Lovgivningen,
og han skriver derefter Følgende: „Naar saaledes ingen
skarp Grændse kan trækkes mellem de Uheld, der i
Lov og Ret bør betragtes som Hændelse (et Begreb,
der, efter det forhen Udviklede, ingenlunde bør i Rets
læren tages i metaphysisk Forstand), og dem, der
maae tilskrives Uagtsomhed, men Graden af den Agt
paagivenhed, der bør vises, maa beroe paa hvad der
med Hensyn til det borgerlige Samlivs Tarv billigen
kan fordres, saa kan denne Fordring vist ogsaa være
a t lempe efter Naturen af det Retsforhold, hvori Den,
der sigtes for a t have ladet det mangle paa tilbørlig
Agtpaagivenhed, har indladt sig“.
Naar de skadelige Følger ikke staa i nogen rime
lig Sammenhæng med den ulovlige Handling, blive de,
bemærker 0., udenfor Erstatningspligten.
„Skjøndt
disse Følger“, skriver han (Hdb. 5. B.
p.
11—12), „ikke