579 / 604
330
kaarlige og voldsomme Fortolkning staaer blottet for
al rimelig Anledning.
Det vilde og i sig være
synderligt, hvorfor Lovgiveren just, i Særdeleshed med
Hensyn til Børns skadende Handlinger, skulde falde
paa, udtrykkeligen a t udelukke den saakaldte tvungne
Gjerning, der egentligen ingen Gjerning er, men en
Lidelse (passio), fra Erstatningspligten. Derimod er
det saare naturligt, a t Lovgiveren har med Hensyn
til Barnet villet indskrænke Erstatningspligten til den
Skade, der bevirkes ved forsætlig ond Yillie, fordi det
nemlig fandtes ubilligt, af Barnet a t fordre den positive
Omhue for a t afværge Skade, hvorpaa Uagtsomlieds
Tilregnelse grunder sig. Saaledes har bemeldte Lov
sted endog fritaget Barnet for Erstatning i alle Til
fælde, hvor Skaden blot kunde tilskrives dets Mangel
paa Agtsomhed, saa a t Lovgiveren derved, langtfra a t
kræve Barnet til Ansvar for ufri Beskadigelse, er gaaet
meget vidt i a t fordre en sand Tilregnelighed som Be
tingelse for Erstatningssøgsmaalet. Det er en in te t
sigende Indvending, a t der dog gives en Alder, hvori
Barnet aldeles ikke kan handle med Forsæt. Der
staaer jo ikke skrevet i Loven, a t endog det spædeste
Barn, som kommer til a t skade Nogen, skal e rstatte
Skaden af den Formue, som det har eller siden kan
faae. Det er kun i almindelige Udtryk sagt, a t Barn
under 15 Aar skal betale den Skade, som det f o r s æt-
li g en har tilføiet Nogen. Hvorvidt den i Loven ud
trykkeligen foreskrevne Betingelse kan antages a t
være for Haanden eller ikke, skal Dommeren i ethvert
givet Tilfælde bedømme. Lovgiveren har ikke villet
begrændse denne Bedømmelse ved en vilkaarlig sat
Alder, der ved Anvendelsen ideligen vilde komme i
Strid med Sagens Natur, men det var hans Yillie, a t
ved Siden af Alderen ogsaa den individuelle Udviklings
grad og Skadetilføielsens Beskaffenhed skulde tages i