575 / 604
326
samme Resultat synes Nørregaard a t være kommen
til.
Derimod omtales det hverken hos Nørregaard
eller Hurtigkarl, a t det er en Betingelse for Skades
erstatning, a t den Handling, hvorved Skaden bevirkes,
er retstridig.
Af det Anførte turde det formentlig tilstrækkelig
fremgaa, a t Skadeserstatningslæren var en Materie,
hvor der i høj Grad var Trang til en ny Fremstilling.
En saadan blev given af 0. i en Afhandling: „Om
Rettigheden og Forpligtelsen til Skades Erstatning
efter de dansk-norske Love“ i n. j. A. 20. B. p. 123—
190 og 22. B. p. 115—190 (1818). I denne Afhandling
har 0. udførlig udviklet, hvilke Regler der i Hen
seende til Forpligtelsen til Skadeserstatning maa an
tages a t gjælde saavel efter Sagens Natur som efter
den positive dansk-norske R e t; han har heri tillige om
ta lt de herhen hørende Bestemmelser i Romerretten
og i den preussiske Landret 1. Th. 6. Tit., code civil
art. 1382--1386 og den østerrigske Lovbog §§ 1293—
1341. Senere har han i Hdb. 5. B. p. 4—69 givet en
mere ko rtfattet Fremstilling af Skadeserstatningslæren,
hvilken Fremstilling i det Væsentlige stemmer med
Indholdet af den nævnte Afhandling.
I denne fremhæver han som den første Betingelse
for, a t en Forpligtelse til Skadeserstatning kan opstaa,
at den Skadegjørende har væ ret uberettiget til den
Handling, hvoraf Skaden flyder. „Det er“, siger han
i n. j. A. 20. B. p. 125, „en aabenbar Modsigelse, at
man skulde være berettiget til en Handling, hvoraf
Tab og Skade for en Anden fulgte, og dog være an
svarlig for dette Tab, denne Skade (qvi jure suo u titu r
injuriam non connnittit). Hvor urimeligt, a t en Dom
mer, der, ved en retfærdig Dom, et Vidne, der, ved a t
udsige en Sandhed, skadede nogen, skulde give denne
Erstatning, eller a t en saadan kunde fordre s af den,