571 / 604
322
Gode. Dette vil, som han siger, i de fleste Tilfælde
følge a f de ovenfor fremstillede Grundsætninger, da
det i Almindelighed er vedkommende Embedsmand,
der gjør Beregningen eller fremsætter Fordringen, som
den Paagjældende med Føje kan formode a t være
rigtig. Men selv om en Tilbagesøgning ikke maatte
være hjemlet herved, hvilket t. Ex. kan være Tilfældet,
naar Arveafgifter indbetales af Arvingerne selv, an
tages Tilbagebetaling ikke a t ville blive nægtet den
Paagjældende, naar det siden klarligen bevises, a t en
fejltagende Forudsætning har ligget til Grund for
Beregningen. Imidlertid kan der, som han tilføier, let
tænkes Tilfælde, hvor en Tilbagebetaling ikke kan til-
staa s; og som et Exempel nævner han det Tilfælde,
a t Nogen paa Grund af en sær Adkomst var fri for
a t betale de almindelige Afgifter eller bære de almin
delige Byrder med Hensyn til en Ejendom, men han
havde forsømt a t paaberaabe sig eller godtgjøre denne
sin Adkomst.
Med Hensyn til a t condictio indebiti efter den
romerske Ret ordentligvis var udelukket, naar der
forelaa en obligatio naturalis, gjørØ. opmærksom paa,
a t Romerrettens særlige Begreb om obligatio naturalis
ikke er anvendeligt hos os, men ved Siden heraf ind
rømmer han, a t der, naar t. Ex. Nogen af Uvidenhed
om en Gjælds Alder har betalt en præskriberet For
dring, i Almindelighed ikke bliver Spørgsmaal om, a t
det Betalte kan søges tilbage. „Hvad der imidlertid“,
skriver han, „i et Tilfælde som det omhandlede hindrer
Tilbagesøgningen, er ikke en særegen Retsvirkning,
som en naturlig Retspligt skulde beholde tilbage,
uagtet Lovene have nægtet samme Søgsmaalskraft;
men Sagen er, a t denne naturlige Retspligt vedbliver
a t være en rimelig Grund, der kunde foranledige den
Paagjældende til a t betale, og som derfor bortfjerner