569 / 604
320
bar Feilregning, liavde oppebaaret for meget i Beta
ling? Modtageren, der i saadanne Tilfælde umuligen
kan antage, a t Det, der er givet ham, uden a t det
virkeligen skyldtes, er ham overgivet i Erkjendelse af
en dertil svarende Forpligtelse eller i den Tanke a t gjøre
en Gave, kan ikke lovligen og redeligen beholde, hvad
der saaledes er ham leveret.“ Han finder navnlig
Tilbagesøgningsretten klar i det Tilfælde, hvor det
uretteligen Givne bestod i en vis bestemt endnu i
Behold værende Ting; men ogsaa naar det Ydede er
e t genus, eller naar Modtageren uden Svig har skilt
sig ved Tingen, mener han, a t Modtageren rnaa være
pligtig a t lægge den Værdi fra sig, som han uden
Fljemmel har taget imod; derimod antages Tingen
ikke a t kunne vindiceres fra tredie Mand, og dette an
tages forøvrigt ikke blot i det førnævnte Tilfælde men
ogsaa i andre Tilfælde, hvor condictio indebiti er hjemlet.
„Heller ikke“, skriver 0. fremdeles, „kan det være
tvivlsomt, a t jo Tilbagebetaling, ogsaa hvor Feiltagelsen
er mere skjult, bør findeSted, naar det er Modtageren
selv, der, skjøndt i fuldkommen god Tro, har givet
Anledning til den indløbne Feiltagelse, eller det dog
laae ham nærmere end den Betalende a t undgaae
Feiltagelsen“. Som et Exempel nævner han blandt
Andet, a t en Lejetager, der ifølge sin Kontrakt er
pligtig a t betale visse Skatter, og som paa Udlejerens
blotte Opgivelse betaler et vist Beløb for disse Skat
ter, uden Tvivl maa være berettiget til Tilbagesøgning,
hvis det siden findes, a t Udlejeren har beregnet ham
for meget, hvad enten dette nu havde sin Oprindelse
fra urigtig Forstaaelse af Kontrakten eller Anordnin
gerne eller fra falske Forudsætninger in facto eller fra
egentlige ftegningsféjl.
Betalingen siges nemlig at
være erlagt i Tillid til Rigtigheden af Udlejerens Op
givelse, for hvilken han derfor maa indestaa. Hvis