![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0572.jpg)
323
den Formodning om Vildfarelse som Aarsag til Be
talingen, hvorpaa Tilbagesøgningsretten skulde grun
des. Men fra dette Synspunkt kunne og andre Pligter,
og det ikke blot saadanne, der have en fast moralsk
Grundvold, men ogsaa de, der mere have deres Op
rindelse af en vis conventionel Anstand, ofte komme
i Betragtning.“
I C. Thomasii dissertatio „Larva legis Aqviliæ
de tra c ta“ (1703), hvilken Afhandling i forrige Aarhun-
drede synes a t have havt en væsentlig Indflydelse paa
den videnskabelige Behandling af Læren om Skades
erstatning ikke blot i Tyskland men ogsaa her i Lan
det, opstilledes det som en almindelig Begel, a t en
Person efter Sagens Matur er pligtig a t erstatte den
af ham Andre tilføjede Skade, selv om denne ikke
kan tilregnes ham. Det lærtes saaledes blandt Andet,
a t Børn og Afsindige efter Sagens Natur have en
Forpligtelse til a t erstatte den Skade, som de tilføje
en Anden; dette støttedes paa den Betragtning, a t
Børn og Afsindige ikke have nogen Bet til a t skade
Andre og saaledes ved a t foraarsage en Anden
Skade gjøre U ret; ligesom der derfor haves Bet til
Nødværge ligeoverfor dem, saaledes skulde der ogsaa
haves Bet til Erstatning, og man antoges a t maatte
kunne sige til den Afsindige og Barnet: „Afsindig
heden er din, Barndommen er din, derfor vedkommer
Dig Alt, hvad der følger af Afsindigheden og Barn
dommen1)“. I det anførte Skrift af Thomasius lærtes
0 Denne Thomasii Lære, der i forrige Aarhundrede blev
forsvaret i andre udenlandske Aaturretslæ reres Skrifter, har
21’