321
derimod Udlejeren havde givet en Specification paa de
Afgifter, der skulde erstattes, saa a t Lejetageren
kunde se, hvilke Afgifter der bleve ham beregnede, saa
vilde han efter Ø.s Mening ikke kunne bygge nogen
Tilbagefordring paa den Omstændighed, a t nogle af
disse Afgifter, efter Loven eller Kontrakten, ere ham
uvedkommende, om han end nok m aatte kunne paatale
Fejl i Beregningen. Ligeledes antager O., a ten Embeds
mand, hvem der tilkommer lovbestemte Betalinger
for hans Arbejde, og som har fordret for meget, maa,
selv om han ikke har gjort sig skyldig i nogen ham
tilregnelig Lovovertrædelse, være pligtig a t give det
for meget Erlagte tilbage, -eftersom h a n gjør Fordringen
og Beregningen og bør staa til Ansvar for dens Rigtighed,
hvorimod den, der har a t erlægge Betalingen, bør kunne
stole paa Lovligheden af Embedsmandens Fordring.
Medens 0 . saaledes mener, a t condictio indebiti
kan finde Sted, naar den Vildfarelse, hvorved Betalin
gen er bleven fremkaldt, var af den Katur, a t den
ligefrem maatte falde Modtageren i Øjnene, eller naar
den hidrørte fra denne selv, hævder han derimod, a t der
ikke kan lægges afgjørende Vægt paa, om den Vildfarelse,
paa Grund af hvilken Ydelsen er erlagt, er en error
facti eller en error juris, eller om Vildfarelsen er den
Betalende tilregnelig eller ikke; han mener ogsaa, a t
de Resultater, der findes i den romerske Rets Frag
menter, om ikke alle, saa dog for den største Del, lade
sig forsvare med bedre Grunde end ved a t lægge
Vægten paa, om den Betalendes Vildfarelse er til
regnelig eller ikke.
Hvad særlig angaar det Tilfælde, a t Nogen har
betalt for meget i Skat eller anden offentlig Afgift,
mener 0., a t det, der er betalt for meget, ordentligvis
kan ventes tilbagebetalt, forudsat a t det virkelig er
beregnet den kongelige eller anden offentlig Kasse til
A. S. Ørsteds Betydning.
II.
21