576 / 604
327
der, ved en nye Opdagelse, ved a t fortrænge en JVIode,
ved a t fraraade et vist Forbrug, eller andre deslige
Midler, indskrænkede en andens Næring og Indtægt,
eller af den, der overbød en anden paa en Eiendom
eller Varer, som han vilde kjøbe, og derved hindrede
ham i a t gjøre et fordeelagtigt Kjøb o. s. v .“. Han
finder det med Rette underligt, a t den nævnte Betin
gelse ikke omtales hos de ældre Forfatteie, og han
viser i Hdb. 5. B. p. 6, a t det ikke kan anses som en
Undtagelse, a t den, som i et Nødstilfælde bemægtiger
sig anden Mands Gods eller derpaa gjør Skade, skal,
uagtet den ham hertil indrømmede Ret, give E rsta t
ning, idet nemlig her Handlingens relative Lovlighed
er betinget af, a t det Tab, som derved paaføres en
Uvedkommende, efter Mulighed erstattes.
Som næste Betingelse for, a t en Forpligtelse til
Skadeserstatning kan opstaa, nævner 0., a t Retsbiuddet
maa have sin Grund i Gjerningsmandens Frihed ellei,
som han ogsaa udtrykker det, være Gjerningsmanden
tilregneligt. Han fremhæver det som en Besynderlig
hed, a t de
æ l d r e
Forfattere fremstillede Sagen saaledes,
a t efter Sagens Natur skulde den, der ved en i sig
tilladelig Handling har tilføjet en Anden en Skade,
der hverken har været tilsigtet ellei burde kunne
være forudset som en mulig Følge, erstatte Skaden,
og a t det kun er Lovens udtrykkelige Bud, der
hjemler det Modsatte.
Ligesom han derfor heller
ikke kunde være enig med de ældre Forfattere i,
a t de almindelige Grundsætninger for Skadeserstat
ning føre til, a t Børn og Afsindige ubetinget skulle
e rstatte den af dem foraarsagede Skade, saaledes følger
det af den ovenfor anførte
a f
ham opstillede Betingelse,
a t Personen, selv om han har foretaget en i og for sito
ulovlig Handling, ikke kan være pligtig a t erstatte
den Skade, der maa siges a t være en tilfældig lø lge