578 / 604
329
Drifter tilskynder ham a t gjøre, skeer ligefuldt; og her
er blot Spørgsmaal om, a t vælte det Tab, som saa-
ledes, ved en blind Naturkraft, er paaført een, fra
denne og paa det Individ, der var Redskab i Naturens
Haand“.
Hvad den dansk-norske Lovgivning angaar, havde
0 . allerede i Suppl. 2. B. p. 108 (altsaa forinden Hur
tigkarls Lærebog udkom) gjort opmærksom paa, a t
der ikke kunde anføres nogen Grund for, nied Nørre-
gaard, a t forstaa „forsætligen“ i 1—24—9 N. L. 1—22
—9 som „med Selvvirksomhed“ ; desuagtet sluttede
Hurtigkarl sig, som allerede anført, i saa Henseende
til Nørregaards Mening. — 0 . skriver i denne Anledning
(i Hdb. 5. B. p. 28—25) Følgende: „Intet kan være
mere vilkaarligt, end a t det Ord „forsætligen“ ikke
maa betyde Det, samme efter al almindelig og i Loven
sædvanlig Sprogbrug (see t. Ex. 1—13—9 og 20 N. L.
10 og 21, D. L. 1—16—17, 4 - 1 - 1 5 , 6—1—10, 6—7
—1 og 18N.L. 19, 6—14—18N.L.17) betyder, men alene
Handlingens Selvvirksomhed (saaledes forstaaet, a t
dette Ord blot udelukker udvortes Tvang, men ikke
den blinde indvortes Drift). For at begrunde denne
Synderlighed, anføres det, a t et Barn ikke kan handle frit,
i det Mindste ikke i de spæde Aar. Men det er baade
mod Naturen og Loven, a t et Barn under 15 Aar ikke
skulde kunne handle frit. Det antages vel ikke a t
have den Modenhed, a t det kan være Gjenstand for
fuld criminel Tilregnelighed; men, langtfra a t det skulde
ansees som en Maskine, har Man endog en stor Mængde
Lovbestemmelser, hvorefter det kan blive anseet med
overordentlig Straf; og blandt disse har Frd. 29. Octbr.
1794 § 22 endog udtrykkeligen benævnt Handlingen
som forsætlig Ufred. Det er saaledes ubegribeligt,
hvorledes Man kan ansee det erkjendt i Loven, a t
Børn under 15 Aar ei kan handle forsætligt; hiin vil-