580 / 604
331
Betragtning“. —De af de ældre Forfattere paaberaabte
Bestemmelser i 6—6—17 og 18, siger han dernæst, „bevise
heller ikke hvad de skulle; thi, om Man end vil antage,
a t clen i 6—6—17 og 18 hjemlede Mandebod ikke i Loven
er anseet som en A rt af Straf, hvilket dog Modsæt
ningen til de Ord: „ei straffes paa Livet“, saavelsom
Indholdet af 1—24 N. L. 22—6, kunde synes a t vise,
saa kan den dog heller ikke betragtes som en egentlig
Erstatning.
Dersom en saadan skulde finde Sted,
m aatte den bedømmes efter de individuelle Forhold,
og kunde ingenlunde bestaae i en eengang for alle
fastsat Sum; og den maatte da ligesaa fuldt gives,
naar Eens Frænde var dræbt af en klog Mand, som
naar Drabet er udøvet af en Gal. Hine Artikler, der
snarere rnaae hidledes fra dunkle Forestillinger, end
fra en bestemt Erkjendelse af Retsbegreber, kunne
derfor ikke være Gjenstande for nogen udvidende Forkla
ring“. — Endelig viser han, a t der ikke kan sluttes Noget
fra Reglerne om Erstatning for den Skade, som Krea
turer foraarsage. Han fremhæver blandt Andet, a t
Loven hverken under alle Omstændigheder har paalagt
Ejeren a t svare til saa stor en Del af Skaden, som
det skadende Kreatur er værd, eller ubetinget be
grænset Erstatningen ved Kreaturets Værdi (jfr. iøv-
rigt det Følgende), og a t Lovgiveren saaledes ikke
kan have bygget paa den i sig selv paafaldende Fore-
stillingsmaade, som Nørregaard angiver.
Overfor
Nørregaards Argument fra Lovens Bestemmelser om
Paasejling, paapeger han, a t ikke blot er Fictionen
om Selvvirksomhed her endnu dristigere, men a t Be
stemmelserne aldeles ikke passe med den.
Medens 0. saaledes mener, a t de Personer, som ikke
ere i Besiddelse af Fornuftens Brug, ikke ere pligtige at
ersta tte den Skade, som de foraarsage, gjør han dog til-