577 / 604
328
af Handlingen. — Med Hensyn til de Personer, som
ere utilregnelige, bemærker 0. (n. j. A. 20. B. p. 129
—131), a t Skaden ganske vist for den Skadelidende
er den samme, enten den Skadegjørende er ved For
nuftens Brug eller ikke; men, siger han, „Skaden er
og den samme, enten Lynilden antænder min Boepæl
og lægger den i Aske, eller og denne Ulykke paaføres
mig ved et Medmenneskes Ondskab eller Uagtsomhed.
. . . En Basendes Foretagender ere nu ligesaavel Natur
virkninger, som min Boepæls Antændelse ved en Lyn-
straale; thi enhver Kraft, der ikke staaer under den
menneskelige Fornufts og Friheds Herredømme, er a t
betragte som N atu rk ra ft“. Forsaavidt man har paa-
beraabt sig, a t Forsvarsretten dog haves mod Væsener,
der mangle Fornuftens Brug, bemærker O., a t E rsta t
ningsrettens og Forsvarsrettens ulige Natur er meget
i øjne faldende. „Det Selvforsvar“, siger han, „Lovene
indrømme Borgerne, gjøres blot gjeldende ved privat
physisk Kraft, som Lovene, under visse Betingelser
og inden visse Grændser, tilstæde og maae tilstæde.
Loven og den offentlige Myndighed forholder sig i saa
Lienseende blot negativ og tilladende. Erstatningsretten
maa derimod, naar den skal finde Sted, sæ ttes igjen-
nem ved Domstolene. Som Følge heraf forudsætter
denne Bet en tilstrækkelig Grund til en Forpligtelse
hos den, mod hvem Bettigheden gives“. Overfor det
Argument, a t det dog er naturligere og for Betssikker-
heden tjenligere, a t den, i hvis personlige, skjøndt
ufri, Egenskaber Grunden ligger til en Beskadigelse,
ersta tte r samme, saavidt gjørligt, end a t enhver Uved
kommende skal bære Følgerne af hans Sindstilstand,
y trer 0., a t han ikke skjønner, hvad der vindes ved
hin Grundsætning. „Det e r“, skriver han, „klart, a t
ingen Skade afværges derved, a t den Basende skal
erstatte Følgerne af sin Gjerning. Det, hans blinde