574 / 604
325
For den dansk-norske Rets Vedkommende antog
Nørregaard (§§ 652—661) og Hurtigkarl (2. D. 2. B. p.
4
—13) det for Reglen, a t den Skade, som er bevirket
ved en s e l v v i r k e t H a n d lin g , skal erstattes, selv
om Personen er utilregnelig; dette støttede de paa
Bestemmelsen i 1—24—9 N. L. 1 22 9, livoi „foi-
sætligen“ antoges a t skulle betyde „med Selvvirksom
hed“ x), og paa Bestemmelserne i 6—6—17 og 18, idet
Mandeboden af dem, ligesom i Almindelighed af^ de
ældre Fo rfattere2), antoges a t være en Erstatning.
Nørregaard paaberaabte sig tillige de Bestemmelser i
Chr. V.s Lov, som handle om Ejerens Pligt til a t er
sta tte den Skade, som hans Kreaturer foraarsage
(6—10—2, 3, 5 og 6). Grunden til disse Bestemmelser
fandt han nemlig deri, a t Kreaturet besidder Selv
virksomhed, og a t den Beskadigede deifoi maa have
Ret til a t søge Erstatning i selve det beskadigende
Kreatur, hvorfor dets Ejer enten maa betale Eistat-
ningen eller give Slip paa Kreaturet. Ligeledes vilde
Nørregaard forklare Bestemmelserne i 4 3 3—6 og 8
derved, a t et sejlende Skibs Fart er anset a t have
sin Grund i en Slags Selvvirksomhed hos Skibet. -
Hvis Skaden derimod ikke var bevirket ved en selv
virket Handling, men t. Ex. foranlediget ved udvortes
Tvang eller en Naturnødvendighed, skulde Skaden efter
Nørregaards og Hurtigkarls Mening ikke e rstattes,
Hurtigkarl tilføjede, a t vore Love e n d o g vise,^ a t den
Skade, som er en tilfældig Følge af en tilladelig Hand
ling, ikke skal erstattes (jfr. 6—11—8 og 10), og det
9 Paa samme Maade forstodes Ordet af Brorson, jfr. hans
Fortolkning af Chr. V.s Lovs 1. Bog 2. B. p. ^74. ^
3) Jfr. Hesselberg p. 271 og 293, Hedegaard „Fortsatte juridisk-
practiske Anmærkninger til den Danske og Norske Lov
(1780) Anm. 223, Dons 3. D. p. 99, Brorsons Fortolkning af
Chr. V.s Lovs 6. Bog p. 152—153.