318
kan vinde, medens en anden taber, og a t han endog
ved Handelens Slutning kan være sig dette bevidst,
uden a t Handelen derfor med mindste Rettens Skin
kan angribes som ulovlig eller ugyldig. En bedre Be
grundelse a f Tilbagesøgningsretten finder han i den
Betragtning, a t der, naar den, der til en Anden har
overgivet det, der var hans, har gjort det i en vild
farende Forudsætning, ikke har fundet nogen sand
Villie Sted, og a t der saaledes mangler en retskraft!g
Hjemmel for Modtageren til a t beholde det Modtagne;
men han tilføjer, a t denne Betragtning ikke uden Ind
skrænkning kan have afgjørende1Kraft. „Det er“, siger
han, „den udvortes Y ttring af en Yillie, hvorved Ret
tigheder og Forpligtelser stiftes. Den indvortes Yillie
kan, forsaavidt den ikke udvortes har viist sig, hver
ken stifte Rettigheder eller forstyrre den Retser-
hvervelse, som har en tilstrækkelig Yilliesyttring for
sig. Naar nu Nogen har erlagt en Betaling i den
Forudsætning, a t han skyldte den, kunde Man af
denne Erlæggelse udlede en Erkjendelse af en For
pligtelse, der paa Retsgebetet rnaatte virke det Samme,
som om Forpligtelsen virkeligen havde existeret.
Heraf synes for Modtageren a t opstaae en tilstrække
lig Hjemmel til a t tilegne sig Det, som hiin, iErkjen-
delsen af en Forpligtelse, har givet ham. Den tilsyne
ladende Billighed, som kunde synes a t tale for en
ubetinget Tilbagegivelse af slige Betalinger, kunde og
i Yirkeligheden føre til de største og rneest ødelæg
gende Ubilligheder, ja der vilde opstaae en Rettig
hedernes rolige Nydelse aldeles forstyrrende Usikker
hed i det borgerlige Liv, saafremt en ubetinget Til
bagesøgning blev hjemlet. Den, som i en lang Tid havde
oppebaaret en Række af Præstationer, hvortil han
ligesaavel havde holdt sig berettiget, som de Ydende
dertil havde fundet dem forpligtede, har naturligviis