565 / 604
2)
Tilbagesøgelse af urettelig erlagte Betalinger var
ikke gjort til Gjenstand for videnskabelig Behandling
i den dansk-norske L itteratur, forinden 0. skrev den,
ovennævnte Afhandling i j. T. 14. B. 2. H.
I denne
Afhandling fremstiller 0. først Grundtrækkene i de
romerske Juristers Lære om condictio indeb iti; der
efter berører han kortelig Bestemmelserne herom i
den preussiske Landret 1 Th. 16. Tit. §§ 166—198,
code civil art. 1235 og 1376—1381 sam t den øster-
rigske Lovbog §§ 1431 —1437. De nævnte Lovbøger
gaa, som af 0. bemærket, langt videre end Romer
retten i a t tilstede condictio indebiti, idet de navnlig
lade enhver Vildfarelse, hvad enten den angaar factum
eller jus, virke Tilbagesøgningsret. Dette er i og for
sig meget forklarligt; det var nemlig i forrige Aar-
hundrede og endnu langt senere almindeligt hos uden
landske Forfattere a t stø tte Adgangen til a t gjøre
condictio indebiti gjældende derpaa, a t en Person ikke
uden Grund skulde beriges paa en Andens Bekost
n ing1), og det var da ret naturligt ikke a t stille sær
egne Fordringer til Beskaffenheden af den Vildfarelse,
som har ført en Person til a t betale det, som ikke
skyldtes. Man finder derfor endog, i en af 0 . om talt
Afhandling af Mühlenbruch2), opstillet og forsvaret den
Mening, a t ogsaa Retsvildfarelse efter den romerske
Ret hjemlede Tilbagesøgning af det uretteligen Betalte,
og denne Mening støttedes for en væsentlig Del paa.
den af de romerske Jurister opstillede Sætning: Jure
naturæ æquum est, neminem cum alterius detrimento
J) Jfr. J. Lassen: „Handlinger paa fremmed Fonnuerets-
omraade“ p. XX.
2) „Ueber juris und facti ignorantia und deren Einfluss auf
Rechtsverhältnisse“ i Archiv für die civilistische Praxis 2
B. (1819) p.
361
ff. (jfr. navnlig p. 416 ff.).