560 / 604
811
der ikke kan forbinde sig ved Samtykke, er pligtig at
tilsvare negotia gesta, naar for Resten de Betingelser,
under hvilke slig Forpligtelse indtræder, ere tilstede.
Forpligtelsen maa derimod hidledes af Lovenes umiddel
bare Bud, saaledes som disse Bud, i Følge almindelige
Grundsætninger, bør forklares og udvides. — Vi ville
ikke“, skriver han fremdeles, „indlade os i den i al
Fald frugtesløse Undersøgelse, om det, efter en paa
den saakaldte Naturstand beregnet Naturret, forholder
sig, som denne Videnskabs Lærere pleie a t paastaae,
a t Ingen kan forbindes ved de Handlinger, som en
Anden, uden hans Anmodning, har foretaget, for, paa
en Tid, da han ei selv var i Stand til a t varetage
sine Anliggender, a t afværge Tab og Skade fra ham.
Hvad man end derom vil sige, saa er det klart, at
det borgerlige Forholds Tarv fordrer en modsat Lære
med en saa bydende Nødvendighed, a t der neppe vil
være nogen Lov, der, om den end ikke udtrykkelig og
ved almindelige Regler har under visse Betingelser
hjemlet slig Forretningsførelses forbindende Kraft, jo
dog paa flere Maader har givet Vidnesbyrd om, at
denne stiltiende er bleven forudsat. Og skjøndt vore
Retslærere forhen i Theorien ingenlunde have villet
erkjende saadant, men snarere i den romerske Rets
Lære om Negotiorum gestio have fundet en romersk
Spidsfindighed, saa kan man dog være vis paa, a t de,
naar de skulde have paakjendt Retstilfælde af det
Slags, vilde have ladet deres Theorie fare, og i det
Væsentlige netop fulgt de Grundsætninger, som de
romerske Retslærere havde antaget, og hvilke her
fuldkomment fortjene Navn af ratio scripta. Neppe
vil Nogen nægte, a t ligesom Staten bør ved der
til beskikkede Mænd sørge for .deres Tarv, som enten
formedelst deres unge Aar eller formedelst Afsindighed,
eller anden saadan for lang Tid virkende Aarsag, ei