ASØrstedsBetydning

307

kan Man saaledes, efter Godtbeffndende, overdrage til

hvem Man vil, naar ellers ikke en særdeles Indskrænk

ning i saa Henseende er paadragen. Men den tempo

raire Brugsret, som en Eier har overladt en Anden

over sin Ting, er, som saamange andre Rettigheder,

af en fra hine Rettigheder forskjellig Natur. Brugs

haverens Ret, som kun er grundet paa Eierens Ind

rømmelse, kan ikke strække sig videre end til Det,

der er indrømmet, og i Begrebet om a t leie Een Noget

ligger neppe Mere end Overladelsen af en personlig

Afbenyttelse, ikke af en fri Disposition over Brugen

som en for sig bestaaende Retsgjenstand (et Slags

dominium ususfructus). Leietagerens Ret er og for

bunden med Forpligtelser ei blot til a t betale Leie-

afgiften (i hvilken Henseende Eieren kunde være lige

gyldig ved Fremleie, naar kun den oprindelige Leie-

tager blev ham ansvarlig), men og til en forsvarlig

Behandling af det Leiede; men sine Forpligtelser mod

anden Mand kan Man i Almindelighed ei vilkaarligen

overføre paa en Tredie. Naar Retslærerne paastaae,

a t Naturretten hjemler Fremleie, men forbyder Frem-

laan, saa kan dette aldrig blive konseqvent; thi i Be

grebet kan der ingen Forskjel være mellem den Brugs

ret, Man overdrager en Anden ved a t leie ham en

Ting, og den,. Man overdrager ham ved a t laane ham

samme; ligesom det heller ikke kan paastaaes, a t det

er Eieren mere ligegyldigt, hvem Brugsretten betroes

i det ene end i det andet Tilfælde“. „Men“, skriver 0.

fremdeles, „Spørgsmaalet ligger udenfor den rene Rets

læres Grændser, og det er aldeles empiriske Betragt

ninger, som maae lede ved dets Afgjørelse. Brugs

haverens Ret til den ham overladte Ting beroer paa

hvad Eieren har overladt ham. Men forsaavidt Brugs

rettens Omfang ikke nøie er bestemt ved udtrykkelig

Overeenskomst, er det ikke et almindeligt Begreb,