557 / 604
308
som skal supplere A ftalen; hvorimod Contractens Hen
sigt og Gjenstandens Beskaffenhed sam t det daglige
Livs Vedtægter, i Forbindelse med de borgerlige Love,
maae lære os, hvilken Brugsmaade Parterne maae an
tages indbyrdes a t være komne overeens om, forudsat
ellers a t de ei derom have ud talt sig. Ligesom det
er paa denne Maade, a t det i mange andre Henseender maa
bestemmes, hvad der er re t og tilladelig Brug, og
hvad der er Misbrug af den leiede Ting, saaledes har
Man heller ikke andre Midler til a t afgjøre det Spørgs-
maal, om Den, der leier en Anden Noget, kan ansees
derved ogsaa a t have indrømmet ham den Myndighed,
a t overdrage sin Brugsret til tredie Mand, eller ikke . . . .
A t der ved Leie ikke tages Hensyn til personlige
Egenskaber, er ingenlunde ubetinget rigtigt. Man tager
vel ikke, som i Laan, Motivet til Contracten blot af
den Andens Person, men lader sig bestemme ved Hen
syn til den Leie, Man kan erholde. Men deraf følger
ikke, a t Man jo tillige tager Personen i Betragtning,
og det er ingenlunde sagt, a t Eieren, naar blot Leien
og Sikkerheden for Leien blev uforandret, vilde have
indgaaet Contracten med enhver Anden“. Efter,at 0.
derpaa har vist, a t der ikke kan slattes e contrario
fra de tidligere anførte Lovbudx), og a t der heller ikke
kan bygges Noget paa 5—7—10, gjennemgaar han de
forskjellige Brugsforhold og kommer her i det Væsent
lige til de samme Resultater, som nu i Almindelighed
anses for rigtige.
0 Dette havde han allerede udviklet i Suppl, 1. B.
p.
78—82.