555 / 604
306
Ret, og denne Regel formentes ogsaa a t maatte gjælde
her i Landet, forsaavidt den positive Lovgivning ikke
undtagelsesvis forbød Fremleje, som t. Ex. iD. L. 2—22—23
D. L. 3—13—1 og N. L. 3—14—33, hvilke Lovbud da be
tragtedes som Undtagelser fra den almindelige Regel.
Denne Menings Rigtighed var allerede bleven bestridt
af F. C. Sibbern i en Afhandling i j. A. Nr. 23 (1810)
p. 188—200; denne Forfatter mente, a t det hverken
kunde siges, a t Fremleje overhovedet ordentligvis var
retmæssig og gyldig, ej heller a t den ordentligvis var
det Modsatte, og han antog derhos, a t Fremleje m aatte
være tilladt, naar den aldeles ikke kunde medføre
nogen Skade for Ejeren, og a t dette i Særdeleshed
maatte gjælde, naar det af Omstændighederne var
klart, a t Ejeren selv vilde have lejet Gjenstanden til
den, til hvem Fremleje er sket, hvis denne havde meldt
sig førend den første Lejetager.
0. gaar (Hdb. 5. B. p. 469—476) et Skridt videre
end den nævnte Forfatter, idet han hævder, a t en
Lejetager ikke i Almindelighed kan anses berettiget
til a t overdrage den ham tilkommende Brugsret til
hvem han vil. For det Første bemærker han, a t man,
hvis Spørgsmaalet om Fremlejes Tilladelighed skulde
og kunde besvares ved Hjælp af den rene Retslære,
snarest m aatte komme til et benægtende Resultat.
Han skriver medHensyn hertil: „Den Sætning, a t En
hver frit maa kunne overdrage sine Rettigheder til
hvem han vil, er kun anvendelig paa blotte og aldeles
selvstændige Rettigheder, saadanne, som tilkomme den
Rethavende aldeles eiendommeligen, uden a t være
grundede i eller nærmere bestemte ved et særdeles
Pligtforhold til Andre. En Eiendom, en Gjeldsfordring
anført, er Fremleje ogsaa tilladt efter code civil art. 1717
og den østerrigske Lovbog § 1098.