301
Stedet for en fælleds Forpligtelse, lydende paa den hele
Sum, maatte en særlig Forpligtelse have været indgaaet
for hvers Anpart. Yilde Man antage, a t der vel hvi
lede en Forpligtelse paa hver Enkelt for det hele Beløb,
men a t den dog først skulde gjøres gjeldende hos hver
Enkelt for hans Qvotadeel, og kun subsidialiter for
Det, den Enkelte ei kunde udrede af sin Part, mod
hans Medinteressenter, saa vilde dette være en vil-
kaarlig Indskrænkning i Forfølgningen af en iøvrigt
erkjendt Rettighed, som m aatte være hjemlet enten i
Lov eller i Contract (beneficium divisionis). For Med-
contrahenten kunde en saadan Indskrænkning i Rets
forfølgningen medføre megen Besvær og Ophold, der
og let kunde foraarsage et virkeligt Tab, saa a t For
modningen ingenlunde kan være for, a t Creditor deri
har sam tykt. Ei heller frembyde Lovene nogen til
strækkelig Grund til a t antage hiin Indskrænkning.
Om end 1—23 N. L. 21—13 og 14 virkeligen hjemle
flere Medforlovere, der ei ved den Clausul „Een for
Alle og Alle for Een“ eller paa anden Maade derpaa
have renunceret, det ovennævnte Delings-Beneficium,
saa kan dog af denne Begunstigelse for Den, der
paatager sig a t betale fremmed Gjeld, ikke gjøres
nogen Slutning til Fordeel for Den, der selv har con-
traheret en Gjeld mod en Valuta, som er kommen
ham tilgode. Ei
heller kan 5—2—83 N. L. 84 afgive
noget gyldigt Argument; thi dette Lovsted, der for
Resten kan medføre betydelig Ubillighed imod den Af
dødes Greditorer, er grundet paa, a t hver Arving har
modtaget sin særlige Andeel af den Afdødes Efter
ladenskaber, og det er derfor antaget, a t de og kun i
et lige Forhold have paadraget sig hans Forpligtelser“.
0. bemærker endelig, a t flere Domme ogsaa have be
kræ ftet den saaledes antagne Sætning, og han hen
viser navnlig til en, oprindelig i j. A. Nr. 10 p. .1—6 og