553 / 604
304
contracter, som de benævnte, have en meget forskjellig
Characteer. Der ere nogle, in specie Væddemaal, der
blot gaae ud paa a t prøve, hvilken af Parterne der
skal have eller give Noget, uden a t tjene til noget
reelt for det borgerlige Samliv gavnligt øiemeeds Op-
naaelse. Disse have Lighed med de Hazardcontracter,
som Loven udtrykkeligen har betaget Søgsmaalskraft,
i Særdeleshed med Spil af det Slags, der dog ikke er
Gjenstand for noget Straffebud; og det var i det Høieste
til dem, hine Lovbud kunde udvides.
En Mængde
andre Hazardcontracter tjene derimod til a t sikkre
Borgerne mod Ulykkestilfælde, og bidrage ofte tillige
til a t stifte Familieforbindelser, til a t fremme gavnlig
Virksomhed, til a t understøtte Crediten o. s. v. Saa-
danne Contracter have aldeles ingen Lighed med dem,
der ere Gjenstande for de af Forfatteren“ (o: Hurtig
karl) „paaberaabte Lovsteder, men tvertimod med det
Slags, som Lovgiveren endog har taget under særdeles
Beskyttelse, og ved offentlige Indretninger søgt a t
fremkalde og befæste. De maae altsaa, ifølge den al
mindelige Regel i 5—1—1 og 2, staae ved Magt, for-
saavidt de ikke støde an imod specielle Anordninger
eller Indretninger. Det er en aldeles urigtig Forudsæt
ning, hvorfra Forfatteren med flere Lovkyndige synes
a t gaae ud, a t de Love, som ere givne til Beskyttelse
for Contracter af dette Slags, først have hjemlet dem
Gyldighed“, — i hvilken sidste Henseende 0 . henviser til,
a t Hurtigkarl (2. D. 2. B. p. 199) lærer, a t Søassurance
først er bleven tilladt ved Chr. V.s Lovs 4. Bog 6 Cap.
„Men“, skriver 0. fremdeles, „selv hvad de Hazard
contracter angaaer, der ikke have noget saadant
gavnligt og fornuftigt Øiemeed, som de hidtil afhand
lede, synes det ikke, a t vore Love frembyde nogen
tilstrækkelig Retsgrund til a t frakjende samme Gyl
dighed. Det turde vel være, a t Lovgiveren i og for