558 / 604
809
Det er allerede tidligere omtalt, a t de ældre For
fattere lærte, a t et Obligationsforhold enten maatte
grundes paa en Kontrakt eller paa et Retsbrud, og
a t de saaledes ikke havde nogen Plads for de saa-
kaldte kvasikontraktmæssige Forhold.
Dette stod
formentlig i Forbindelse med, a t det var temmelig al
mindeligt, a t fremmede Naturretslærere enten ikke
omtalte de Retsforhold, som nu i Almindelighed hen
føres til den nævnte Gruppe af Obligationsforhold,
eller ogsaa lærte, a t Forpligtelser her opstod paa en
lignende Maade som ved de almindelige kon trakt
mæssige Forhold og navnlig paa Grund af et formodet
Samtykke R.
Af de omtalte Retsforhold har O. udførlig be
handlet uanmodet Bestyrelse af en Andens Forret
ninger (negotiorum gestio) i en Afhandling i n. j. A.
9. B. (1815) p. 121—145 og senere i Hdb. 6. B. p. 14
—27 og Tilbagesøgelse af uretteligen erlagte Betalinger
i en Afhandling i j. T. 14. B. 2. H. (1828) p. 225—298,
og disse Fremstillinger danne Grundlaget for de senere
her i Landet fremkomne videnskabelige Behandlinger
af de nævnte Retsforhold.
1)
I den førstnævnte Afhandling i n. j. A. 9. B.
giver 0. først en kort Fremstilling af Romerrettens
') I Wolffs „Institutiones juris naturæ et gentium“ hedder
det i § 686: „Quasi contractus dicitur conventio ficta, in
qua consensus unius expressus est, consensus autem alte-
rius tantummodo præsumitur. Quoniam vero contractus
celebrantur utilitatis causa; consensus in contrahendo præ-
sumi neqvit, nisi manifesta appareat ejus, cujus consensus
præsum itur, utilitas“. Imod dette fingerede Samtykke ud
talte navnlig Weber sig i et af 0. om talt Værk „Systema
tische Entwickelung der Lehre von der natürlichen Ver
bindlichkeit und deren gerichtlichen W irkung“, hvoraf 1.
Udg. udkom 1784.