561 / 604
312
selv kunne bestyre deres Anliggender og sørge for
deres Bedste, saaledes bør den og tage sig af den,
der, paa Grund af øieblikkelig Fraværelse eller andet
saadant Forfald, ei er i Stand til selv a t handle eller
bemyndige Andre paa sine Vegne, i det øieblik, da
det er fornødent a t der handles. Af denne Aarsag
sæ ttes der ved mange Leiligheder Værger for Fra
værende. I saadanne Tilfælde handler Staten selv
som negotiorum gestor for den Paagjældende, men den,
der beskikkes som hans Værge, har en virkelig Fuld
magt skjøndt ei fra Parten selv, men fra Staten.
Stundom er imidlertid Opfordringen til a t handle saæ
øieblikkelig, a t den offentlige Myndighed ikke i Tide
kan anordne en Værge. I deslige Tilfælde maa Staten,
hvis den vil opnaae øiemedet, nødvendigviis tilstede
den Paagjældendes Medborgere, paa egen Haand a t
gjøre de øieblikkelig fornødne Skridt til hans Tarv.
Men heraf flyder umiddelbar, a t den, som deri indlader
sig, ogsaa, naar han, med behørig Omhu, besørger
hvad han paatager sig, bør være angerløs for den til
fældige Skade, deraf kunde flyde; ligesom det og er
nødvendigt, a t de ved saadanne Leiligheder anvendte
uundgaaelige Udgifter e rstattes ham.
Ellers vilde
Ingen tage sig af den, som ei er i Stand til a t sørge
for sig selv; Staten, som, hvis der havde været Lei-
lighed dertil, selv burde have beskikket Nogen til a t
handle paa hans Vegne, maa desuden og kunne ra ti
habere hvad en Anden, i et Tilfælde, hvor der er
periculum in mora, m aatte have foretaget sig til hans
Bedste; og denne Ratihabition bør den ei nægte, hvor
dette I oretagende har væ ret klogt og hensigtsmæs
sigt. Men dette giver til Resultatet, a t ethvert saa
dant Foretagende bør være forbindende for den, hvis
Anliggender, under den oftanførte Forudsætning, ere
bievne besørgede“.