547 / 604
298
mende Boe eller Arvinger kunne taale Standsning
eller Ophold, ligesom det og forstaaer sig selv, a t dette
maa gjelde, naar Fuldmagten maatte indeholde sær
deles Clausuler, som umiddelbar indeholdt, a t Forret
ningerne efter Mandantens Bød skulle fortsættes som
om denne var i Live. Men uden for disse i alle. Love
erkjendte Undtagelser vil man, naar alt det Foranførte
tages i Betragtning, kun finde faa Tilfælde, hvori en
Fuldmægtig efter a t Mandantens Død er ham bekjendt,
uden a t indhente Forholdsregler fra den Afdødes Arvinger
eller Repræsentantere, kan fortsæ tte de ham overdragne
Forretninger“.
Samme Følge som Mandantens physiske Død har,
som 0. endvidere bemærker, den Omstændighed, a t
Mandantens Bo kommer under Konkursbehandling eller
han paa anden Maade taber Raadigheden over sin
Formue.
„Men“, skriver han, „heller ikke kan et
saadant Tilfælde komme enten Fuldmægtigen eller
tredie Mand til Skade førend fra den Tid af, de enten
ere komne til Kundskab derom eller dog en formelig
Kundgjørelse desangaaende har fundet Sted“.
2)
Hvad In teressen tskabskon trakten1) angaar, da
fandtes hos de ældre Forfattere forskjellige, nærmest
fra Romerretten hentede Inddelinger af Interessent
skaber, men den Inddeling, som nu maa siges a t være
den vigtigste, nemlig Sondringen mellem navngivne,
unavngivne og halvnavngivne Interessentskaber omtales
ikke hos dem.
Denne Inddeling er her i Landet først fremdragen
9 Jfr. Nørregaard §§ 734—748 og hans Naturret § 419, H ur
tigkarl 2. D. 2. B. p. 263—276, ø .s Formularbog af 1817
p. 614—621, P. G. Bang „Udvikling af Læren om In ter
essentskab og de samme næ rm est vedkommende Rets
forhold“ i j. T. 16. B. 1. H. p. 1—183 og 21. B. p. 211-342,
ø . Ildb. 5. B. p. 418—455 og 6. B. p. 656-677.