544 / 604
295
kaldelse af selve Fuldmagten, o : den Mandataren med
delte Bemyndigelse til paa Mandantens Vegne a t for
handle med tredie Mand. A t Fuldmagten ubetinget
maa kunne tilbagekaldes af Mandanten, anses af ø.
for utvivlsomt, og selv om der er meddelt Mandataren
en uigjenkaldelig Fuldmagt, antager 0., a t Mandanten
i Almindelighed maa kunne tilbagekalde den Man
dataren givne Bemyndigelse, imod a t holde ham skades
løs for de ham hjemlede Fordele. „Kun forsaavidt“,
skriver han, „den uigjenkaldelige Fuldmagt stod i For
bindelse med et andet Retsforhold, som ved Hjelp af
Fuldmagten skulde betrygges, til Exempel, naar den
gik ud paa a t sælge Eiendomme eller Varer, hvis
Provenue skulde tjene til Dækning for en Gjeld til
Mandatarius selv eller til tredie Mand, maatte Man
danten være uberettiget til, ved senere Tilbagekaldelse,
at skille de Vedkommende ved den saaledes erhvervede
Garantie for deres Rettigheder“.
Hos de ældre Forfattere undersøges det aldeles ikke,
om Mandantens Tilbagekaldelse af Fuldmagten har Virk
ning, selv om den ikke er kommen til Mandatarens eller
tredie Mands Kundskab. Med Hensyn hertil bemærker 0.
(Hdb. 6. B. p. 55—58), a t det hos os, — i Modsætning
til hvad der gjaldt efter Romerretten, — er en afgjort
Sag, a t Fuldmagtens Tilbagekaldelse aldeles ingen
Virkning kan have enten til Skade for Fuldmægtigen
eller for tredie Mand, saalænge de ikke hver for sig
have faaet Underretning om Tilbagekaldelsen. „Det
er“, siger han, „ene og alene den Vedkommende til-
kjendegivne Villie, der kan være Grund og Regel for
de contractmæssige Rettigheder og Pligter. I Overeens-
stemmelse med denne Villietilkjendegivelse har Man
paadraget sig a t ville behandles, og, hvis en ubekjendt
Villiesforandring kunde sætte den ud af Kraft, saa
vilde hverken Nogen vove a t handle som Fuldmægtig