541 / 604
292
en Andens Anmodning skjøndt i oget Navn foietagei
noget paa hans Regning (f. Ex. indkjøber Yarer til
visse Priser), er berettiget til Skadesløsholdelse af
denne, ligesom han omvendt ikke er berettiget til at
tilvende sig selv de Fordele, som af saadanne lo ie -
tagender kunne udkomme“. Som det vil ses, taler 0.
her kun om Retsforholdet mellem Mandanten og Man
dataren, men ikke om Retsforholdet til den tredie
Mand, med hvem Mandataren paa Mandantens Vegne
forhandler.
Disse to forskjellige Retsforhold, nemlig mellem
Mandanten og Mandataren og mellem Mandanten og
tredie Mand, vare hos Nørregaard og Hurtigkarl ikke
k lart udsondrede fra hinanden. Dette, i Forbindelse
med Indblanding af Romerrettens særegne Regler om
Mandatum, har, foruden a t det har ledet til enkelte
ligefrem urigtige Resultater, bragt megen Uklarhed
ind i de næ vn te .Forfatteres Fremstillinger. Saaledes
hedder det hos Hurtigkarl, a t der „ved de Peisonei,
som indgaae denne Contract, er den Besynderlighed at
lægge Mærke til, at, uag tet Fuldmægtigen er den af
Contrállenteme, som skal udføre de Handlinger, som
Fuldmagten gaaer ud paa, og aflægge Regnskab for
sit Forhold i denne Henseende til Principalen, antages
dog, a t man kan bruge en ellers til a t contialieie
uduelig Person til sin Fuldmægtig“, da det er Prin
cipalen, der bindes, o. s. v. 0 . gjør i Anledning heraf
opmærksom paa, a t der klarligen ikke er mindste Be
synderlighed i, a t en umyndig Person kan benyttes
som Fuldmægtig. „Hvad skulde vel“, siger han, „væie
i Veien for, a t den fuldmyndige Mand forpligter sig
til a t svare til, hvad en umyndig Person, paa hans
Vegne, foretager sig ?“ „Intet er“, bemærker han
fremdeles, „sædvanligere end a t man benytter umyn