540 / 604
291
føres under Begrebet om Fuldmagt eller henregnes til
Arbejdsleje.
Hurtigkarl bestemte desuagtet i det Væsentlige
Begrebet Fuldmagt paa samme Maade som Nørre-
gaard, kun a t han undlod i Definitionen a t optage
Noget om, a t der ikke m aatte være tilsagt Fuld
mægtigen Vederlag, idet han dog ved Siden heraf
fremhævede det som en Modsætning mellem Arbejds
leje og Fuldmagt, a t Arbejdsleje nødvendigen forud
sætter, a t der skal gives Vederlag, men a t dette ikke
er væsentligt for Fuldmagt. 0. kunde derfor i Hdb.
i det Væsentlige gjentage, hvad han havde ud talt i
Formularbogen. Men han har i Haandbogen i skar
pere Form end tidligere fremhævet, a t det hører med
til Fuldmagtsbegrebet, a t Mandanten bindes ved Fuld
mægtigens Handlinger. „Det“, siger han her, „der
udgjør Fuldmagts Væsen, er ene og alene, a t Een
handler paa en Andens Vegne, efter en dertil given
Bemyndigelse af denne, der forpligtes ved det, der i
Kraft deraf foretages af hiin“. Tillige fremhæver han,
a t der til Fuldmagt i stræng Forstand kræves, a t
Fuldmægtigen optræder i Mandantens Navn, og a t
Fuldmagtsbegrebet i stræng Forstand derfor ikke finder
Anvendelse, naar Fuldmagten er aldeles hemmelig, saa
at tredie Mand slet ikke underrettes om, a t den, der
handler med ham, dertil af en Anden er bemyndiget,
og der saaledes intet Retsforhold opstaar mellem denne
Sidste og hin Første. Dog tilføjer han, a t der selv i
det anførte Tilfælde vil foreligge en Fuldmagt, hvis
man vil tage dette Ord i en saa vid Betydning, a t
dertil kun kræves, a t en Person bemyndiger en Anden
til a t handle paa hans Regning, skjøndt ikke i hans
Navn, og a t det saaledes kun er om det Omfang, der bør
gives Ordet Fuldmagt, a t der kan være Strid. „I Reali
te ten“, siger han, „er det vist, a t den, der saaledes paa