542 / 604
dige Tjenestefolk ja vel Børn til a t udføre Forret
ninger, der opløse sig i Fuldmagt“.
I Fremstillingerne af Beglerne om Fulmagtsforholdets
Ophør vare de ældre Forfattere navnlig kun lidet hel
dige. Det lærtes, — i det Væsentlige i Overensstem
melse med Romerretten, — a t saavel Principalen som
Fuldmægtigen er berettiget til ensidigen a t hæve
Fuldmagtskontrakten, naar det blot sker betimelig.
Denne Sætning opstilledes navnlig hos Nørregaard,
men ogsaa Hurtigkarl synes, uagtet O. allerede i
Formularbogen af 1811 havde udtalt sig derimod, til
bøjelig til a t antage Sætningen for rigtig, skjøndt han
ganske v ist udtaler sig noget tvivlende. Foruden a t
Nørregaard til Begrundelse af Fuldmægtigens Ret til
a t træde tilbage henviste til, a t Fuldmagt er en vel-
gjørende Kon trak t, fremhævede han, og efter ham
Hurtigkarl, a t Mandanten ikke kunde være tjent med
at tvinge- Fuldmægtigen til a t udføre Forretningen for
ham ; tillige paaberaabte de sig Bestemmelsen i Højeste
rets-Patentet af 10. November 1774 § 9 (og Hurtigkarl
endvidere Frd 3. Juni 1796 § 8). A t Mandanten maatte
være berettiget til a t hæve Forholdet, fulgte hos Nørre
gaard naturlig af hans Udgangspunkt, a t der ikke maa
være tilsagt Fuldmægtigen Vederlag. Hurtigkarl giver
Begrundelsen den Form, a t om endog Fuldmægtigen
faar Betaling for sit Arbejde, maa dog Principalen
betragtes som den, der fornemmelig har Fordel af
Kontrakten, og som altsaa maa kunne renoncere paa
samme.
Imod denne Opfattelse udtalte 0. sig, som anført,
allerede i Formularbogen af 1811, og i Hdb. 6. B. har
han senere udførlig imødegaaet den. Han ytrer her
(p. 52): „Den, der er antaget til Fuldmægtig, har en
bestemt Ret til a t erhverve de ham betingede Fordele,
hvad enten Principalen vil benytte sig af hans Arbeide