546 / 604
297
Kontrakten ikke ophørte ved Mandantens Død, og det
var i al Fald Nørregaards Mening, a t heller ikke den
Mandataren meddelte Bemyndigelse til a t handle paa
Mandantens Yegne paavirkedes af Mandantens Død,
men a t Fuldmægtigen efter denne kunde handle paa
Arvingernes Yegne, indtil Fuldmagten blev tilbagekaldt.
Med Hensyn hertil bemærker 0 . (Hdb. 6. B. p. 59—62),
a t saavel Romerretten som ogsaa de fleste nyere
fremmede Love1) forkynde det som Regel, a t Fuld
magt ophører ved Mandantens Død. „Den af vore
Lovkyndige“, hedder det videre, „ganske axiomatisk
antagne Sætning, a t Mandantens Død ei ophæver Fuld
magts-Forholdet, bør heller ikke hos os antages uden
med Indskrænkning.
Ligesom det forstaaer sig af
sig selv, a t Fuldmægtigens Competence til Forret
ningernes vedvarende Besørgelse bortfalder, naar disse,
efter deres særegne Natur, indskrænkede sig til Man
dantens Liv (hvilket in specie finder Anvendelse paa
Embedsfuldmægtige), saaledes maa det og komme i
Betragtning, a t Mandanten havde det i sin Magt a t
tilbagekalde Fuldmagten (dog a t Mandatarius intet
taber i de ham tilsigtede Fordele), og a t hans Arvinger
eller Bestyrerne af hans Boe af Uvidenhed om den
meddelte Fuldmagt kunne være ude af Stand til a t
benytte denne deres Ret, sam t a t det ofte er usand
synligt, a t de ville fortsæ tte de Forretninger, der vare
Fuldmagtens Gjenstand, ja a t dette i mange Tilfælde
end ikke kunde være dem tilladt. En anden Sag er
det, a t Fuldmægtigen, Mandantens Død uanseet, bør
udføre de ham betroede Forretninger, forsaavidt de
ere af den Natur, a t de ei uden Skade for vedkom-
fl Jfr. den preussiske Landret 1. Th. 13. Tit. § 186 og § 200,
code civil art. 2003 og 2009 og den østerrigske Lovbog
§ 1022 og § 1026.