ASØrstedsBetydning

351

til en Formuegjenstand. Man vilde sikkert ikke til

lægge en Forfatters Creditorer Ret til a t lade sig hans

Rettighed til tilkommende Udgaver eller Oplag af hans

Skrift udlægge, eller a t bortsælge samme til deres For

dringers Tilfredsstillelse. Men, kan dette ikke antages,

saa kunne heller ikke hans Arvinger, i Kraft af det

almindelige Begreb om Arv, tilegne sig nogen Ret til

nye Oplag eller Udgaver af Arveladerens Forfatter-

Arbeide; men hvad Lovene i saa Henseende tilstaae

dem, er blot en særegen Begunstigelse, der vel, for

medelst sin Liberalitet, kan fortjene alt Bifald, men

som dog taaler, ja fordrer visse særdeles Indskrænk

ninger og nærmere Bestemmelser. A t sætte den af

døde Forfatters Ret til a t gjøre nye Oplag og Udgaver

af sit Værk ved Siden af enhver anden Formuegjen

stand, som han efterlader sig, vilde blandt andet føre

til den Uleilighed, a t denne Rettighed, for a t komme

Arvingerne og, i fornødent Fald, Creditorerne forholds

mæssig lige tilgode, maatte sælges til den Høistbydende;

hvilket deels formedelst Uvisheden af, hvor vidt der

nogensinde vilde opstaae Trang til et nyt Oplag, ikke

vilde lede til noget fordeelagtigt Resultat for de Ved

kommende, deels ikke altid vilde bringe denne Rettig

hed i en Persons Hænder, som kunde ventes a t ville

afbeny tte den paa en med Literaturens Gavn og den

Afdødes Ære stemmende Maade. Dersom Rettigheden

skulde bevares, indtil der blev Anledning til a t benytte

den, saa vilde der i den Forudsætning, a t den skulde

betragtes som andet Arvegods, opstaae den Vanske

lighed, a t den ikke altid vilde tilkomme Den, som,

efter de til den Tid bestaaende Forhold, var den Af

døde nærmest, men a t man maatte gaae tilbage til

Dødsdagen og tillægge hans imidlertid afdøde Arvin

gers Arvinger eller Creditorer Andeel deri. Heraf

kunde flyde mange Forviklinger, Uvished om, hvem