![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0601.jpg)
352
de berettigede vare, og Vanskelighed i a t bringe en
fælles Beslutning, for ikke a t tale om en fornuftig Be
slutning, tilveie. Det Retteste turde derfor være, a t
en Forfatter maatte være beføiet til, ved sin tilkjende-
givne Villie, ogsaa mortis causa, a t overlade den ham
tilkommende personlige Ret til nye Oplag og Udgaver
til hvem han fandt for godt, og det uden Hensyn til,
om han iøvrigt, og naar hiin Rettighed betragtes som
en Gjenstand af Pengeværdi, var, efter Lovene og sine
Familieforhold sam t sin øvrige Formuestilstand, beføiet
til a t borttestamentere samme; hvilket og bør være
tilladt, med Hensyn paa efterladte u tryk te Manusklip*
ter. I Mangel af en saadan Villiestilkjendegivelse fra
den Afdødes Side, burde hiin Ret i a lt Fald kun til
lægges hans Enke eller Børn, men ingenlunde andie
Arvinger, og det kunde endog være Spøigsmaal, om
det ikke var bedre, a t det havde sit Forblivende ved
hiin Ret til a t overdrage, hvem han vilde, efter hans
Død, a t gjøre nye Udgaver eller Oplag af hans Værk,
da det m aatte formodes, a t han altid vilde unde
sin Familie denne Ret, hvor han fandt, a t det kunde
være til Gavn for samme og ikke til Skade for Litera-
turen .“
Det er allerede tidligere anført, a t det i den oven
for omtalte, af O. conciperede Betænkning af 6. Marts
1816 blev gjort gjældende, a t Frd. 7. Januar 1741 ikke
kunde udvides til Kunstværkers Eftergjørelse i Al
mindelighed. I Forbindelse hermed hedder det i Be
tænkningen i „Men Efterstik af Kobbeie i Sæi deles
hed synes dog snarere a t have Lighed med Bøgers
E ftertryk end med Kunstværkers Copiering. Skjøndt
den, der efterstikker et Kobber, derpaa anvender en
Kunst, han selv besidder, saa er denne Grad af Kun
sten dog kun underordnet, og det Væsentlige tager