65
af andre Grene af fletsvidenskaben, frem traadte ogsaa
her, nemlig a t Hovedvægten, i Overensstemmelse med
Tidens ved den rationalistiske Retsphilosophi beteg
nede fletning, lagdes paa den fornuftmæssige Udvik
ling af visse Hovedmaxinrer, som antoges a t være i
deres Almindelighed hjemlede i Retskilderne, men som
hidtil ikke havde faaet en nærmere og præcisere Be
grebsbestemmelse og følgerigtig Udvikling i det En
kelte. Mangelen ved hin Behandling af Procesviden
skaben va r, a t det historisk-positive Grundlag ikke
kom til sin Ret. Man blev staaende ved visse for
mentlig givne Begreber, søgte med Omhu a t analysere
dem og uddrage Conseqventserne af dem, men den hi
storiske Undersøgelse a f deres Oprindelse og Betydning
og af den Maade, hvorpaa de forskjellige Elementer i den
tydske Rets Udvikling havde virket sammen ved deres
Dannelse, forsømtes enten helt eller foretoges altfor
løst og ukritisk. Den fra den historiske Skole ud-
gaaede Reaction mod den rationalistiske Retsphilosophi
bødede paa denne Mangel, og i de første Decennier af
dette Aarhundrede kastede ogsaa Processualisterne sig
med Iver over Studiet af Kilderne, saavel de romersk-
canoniske som de tydske, og mange grundlæggende
Arbeider fremkom. Men netop den Omstændighed, a t
den tydske Procesliteratur fra Slutningen af forrige og
Begyndelsen af dette Aarhundrede havde depne mere
almindelige philosophiske Charakter, hvorefter Be
grebernes Analyse og Udvikling i Forbindelse med legis
lative Betragtninger over, hvad den fornuftmæssige
Ordning kræver, spillede Hovedrollen, gjorde den sær
lig egnet til a t benyttes til Belysning af vor Ret og som
Hjælpemiddel til vore Juristers almindelige Dannelse,
netop paa den Maade, hvorpaa 0. benyttede den i hans
Afhandlinger og kritiske Anmeldelser, langt mere end
den noget senere Procesliteratur, som ofte fortabte sig
A. S. ørsteds Betydning.
g