46 / 212
LAKA JISM EN OG KØBENHAVNS MAG ISTRAT OMKRING 1770
43
skandskriftet helt forståelig. En uægte søn af en godsejer, der be
skedent starter som keglerejser og tjener, og som takket være sine
evner som administrator svinger sig op til en indflydelsesrig post i sam
fundet, får naturligvis hård hud på albuerne, men at han skulle være
det uhyre, som skriftet skildrer, forekommer ikke indlysende. En
mand, der havde tæft nok til at mærke, hvilken vej de første svage
vinde i bondespørgsmålet blæste, optræder næppe så socialt ubehæn
digt, som skriftet vil hævde. Men han havde altså fået en fjende, der
kunne skrive og skrive godt. Hvem det var, ved vi ikke. Måske skal vi
i den forbindelse interessere os for beboerne af Borchs kollegium. En
del af trykkefrihedstidens skrifter blev fabrikeret der,38 og kollegiets
alumner havde, som det fremgår af det foregående, haft lejlighed til
at ærgre sig over en af Nissens protegéer, som var blevet manøvreret
ind i deres kreds trods manglende åndelige kvalifikationer. Denne
unge mand interesserede sig for djævelens magt, skandskriftet handler
om djævelens magt over den gamle rådmand. Har kammeraterne
villet drille også ham? Har han i et letsindigt øjeblik røbet familie
hemmeligheder for kammeraterne? Vi kan kun gætte.
Blandt de meget skrivende alumner var den senere præst Rasmus
Fleischer, der boede på kollegiet samtidig med Emst Bendix Haaber,
nemlig 1765-70.39 En anden samtidig ung akademiker, der skrev løs
under trykkefrihedsperioden, og som var kendt for sin spidse pen
og sit barske vid, var den senere rektor Johan Henrik Tauber. Han
fortæller i sine efterladte dagbøger om, hvordan et (andet) anonymt
skrift blev til, og da denne episode kan kaste lidt lys over, hvordan
sådan en affære kunne starte, skal den refereres her.
Taubers gode ven den senere biskop N. E. Balle var blevet kaldet
til professor, og Tauber besluttede, at han ville sende ham et lyk
ønskningsbrev. Det var en søndag eftermiddag, og han gav sin noget
yngre kontubernal på Regensen Ole Kraft ordre til at skrive for sig,
hvorefter han begyndte at diktere. »Da jeg havde tilsagt ham nogle
Linier, tog min Sjæl en ganske anden Vending; jeg blev med et sat i
det satiriske Lune, som frembragte det Foster, der viser Universitetet
og dets Indretninger i det theologiske Fag i sin Usselhed«. Tauber
hævder derefter, at Kraft blev så forelsket i »de udstrøede Vittig
heder og den satiriske Salt«, at han - uden Taubers vidende —ilede
hen til boghandler Søren Gyldendal med manuskriptet, og Gylden