HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

SIGURD JENSEN

dal, der var Taubers jævnaldrende ven, lod det straks for egen reg

ning befordre i trykken. Skriftet, der altså, efter hvad Tauber hæv

der, kun var bestemt til at være en privat hilsen, blev herved offent

liggjort og vakte opsigt og debat. Man gættede naturligvis på, hvem

forfatteren var, og nogle mente ganske rigtigt, at det var Tauber, idet

de kendte hans sprog og indfald, andre troede det var Parmo Carl

Petersen (alumne på Borchs kollegium, senere præst), andre igen at

det var Jacob Henrik Schou (også alumne på Borchs kollegium, se

nere udgiver af det berømte værk Schous Forordninger). Også den

førnævnte Rasmus Fleischer var i søgelyset.40

Lakajismen måtte naturligvis være de unge akademikere en brand

i næsen. Lakajer, der befordredes til gode embeder, som de selv søgte

at kvalificere sig til ved en lang og besværlig uddannelse under alle

mulige afsavn, var deres naturlige modstandere. Først og fremmest

juristerne måtte se det på den måde, og det var en jurist, der havde

skrevet Lovtale over Sko-Børsten. Det var derfor naturligt, at mange

troede, at det også var en jurist, der af brødnid havde skrevet pam

fletten mod H. N. Nissen. Der kom et modskrift mod skobørste

satirerne, skrevet af pseudonymet Junior Philopatreias med titlen

»Sandheds Elskeres Besvarelse efter Loven i. Paa Skandskriftet til

Autor for den af ham forhexet, forbandede og fordømte Dreng

Nissen 2. Indrettet til Nytte for de unge Jurister 3. I Indholdet bliver

et Forsvar for Fanden tillige«, og i det rettes modangrebet generelt

mod juristerne. Dette skrift er meget ubehændigt. Dets harme mod

de storsnudede akademikere er utvivlsomt ægte, men formuleringen

er så rodet og uklar, at det helt falder til jorden. Et andet modskrift

»Pro Memoria til den vanartige Æbletoft eller Forfatteren af det for-

hexede Drengebarn sammensat af Tiener-Lauget« er mere velskrevet.

Forfatteren har klassisk dannelse og indleder med et Virgil-citat.

Hans bemærkninger er meget fornuftige: hvorfor skal en fattig karl

med gode naturlige gaver ikke have Lov til at stige op i tilværelsen.

»Han bliver Skriver, Fuldmægtig, Forvalter etc. Stiger fra et Vær

digheds-Trin til et andet; Alt dette kalder jeg efter mit Sprog et Men

neskes virkelige Ære, og ikke den, jeg faaer paa laante Vinger fra de

Dødes Graver«. Dette Skrift slutter bl.a. med nogle betragtninger om,

hvor svært det er at hele rifter i et menneskes ære, hvorfor de frem

førte beskyldninger, så løgnagtige de end er, er meget farlige.