53 / 212
50
SIGURD JENSEN
i kulissen, fuld af reformatoriver.54 Han var kommet til København
for at stille sig til rådighed for det nye regime og havde vel egentlig
håbet at blive den, der skulle modernisere finansvæsenet. Det blev
der ikke noget af. Men her lå altså en opgave, og hvorfor ikke be
gynde helt fra bar bund.
Eftertidens historikere har gennemgående anlagt en yderst positiv
vurdering af baggrunden for Struensees københavnske kommunal
reform.
Carl Bruun
nævner, at Struensee havde bystyret mistænkt for
slet bestyrelse af byens pengesager (det er rigtigt, at han havde den
mistanke, men den foretagne revision viste, at alt var gået hæderligt
til), ligesom han fandt, at de kommunale byrder var for store og uret
færdigt fordelt, at de 32 mænd ikke udøvede nogen nyttig kontrol
overfor magistraten, at politiet var magtesløst, at gaderne var uren
lige og overfyldt med tiggere, brolægningen og gadebelysningen slet
osv., og han tilføjer, at adskillige af disse anker uden tvivl var be
rettigede.55 Carl Bruun skrev imidlertid omkring år 1900, da den
model for et kommunalstyre, man havde for øje eller tilstræbte at
gennemføre, var servicekommunen, hvis opgave var at sørge for faci
liteter til borgerne. Slet så langt var det 18. århundredes kommunal
politikere ikke nået. Deres syn på de opgaver, de burde løse som deres
medborgeres tillidsmænd, var langt mere primitivt.
Axel Linvald,
der i i92o’rne forskede i disse problemer, koncen
trerede sig navnlig om to områder, spændingen mellem magistraten
og de 32 mænds forsamling og anklagen mod de 32 mænd for nepo
tisme ved nybesættelsen af pladserne i forsamlingen.50 Selv om Linvald
rent formelt afstår fra at vurdere baggrunden for Struensees aktion
mod bystyret, peger han dog på nogle uheldige forhold, som han
mener har været betydningsfulde, nemlig splidagtigheden i de 32
mænds egen kreds, »den ringe Forbindelse mellem Borgerskabet og
dets Repræsentanter« (et pænt udtryk for at magtkliken inden for
forsamlingen nvbesatte pladserne ud fra hensyn til svogerskabsforhold,
kollegialitet o.lign.) samt spliden mellem magistraten og de 32 mænds
forsamling.57
Svagheden i Linvalds fremstilling er, at disse forhold lidt for pænt
falder sammen med de sager, han havde fundet frem og skrevet om,
samtidig med at den indre logik i hans argumentation ikke virker
særlig overbevisende. At de 32 mænd kæmpede for at hævde sig