54 / 212
LAKA JISM EN OG KØBENHAVNS MAG ISTRAT OMKRING 1770
5 1
overfor magistraten, og at de havde fået en vis revisionsbeføjelse over
for dens økonomiske dispositioner, var dog egentlig ikke noget direkte
svaghedstegn, sålænge striden holdtes inden for passende rammer,
og Linvald har netop forud for disse betragtninger citeret den afske
digede overpræsident v.d. Llihes farvel til bystyret, hvori denne siger,
at han med stille glæde har bemærket, at der »i de sidste Aar« har
været en bedre harmoni og fortrolighed mellem de 32 mænd og magi
straten end forhen. Når Struensee var ængstelig for, at magistraten
havde uorden i sine pengesager, kan det da kun have været en fordel,
udfra hans eget synspunkt, at et udvalg, udpeget af de 32 mænd,
optrådte som revisorer.
Linvald følte utvivlsomt selv, at hans resultater kun var foreløbige,
og han gør samvittighedsfuldt opmærksom på sine betragtningers
skitsemæssige karakter.
Flemming Dahl
er mindre forsigtig og taler i
1943 om »langvarige og beskæmmende« kommunalpolitiske kampe,
og han mener, at konflikten var endt i en hårdknude, som Struensee
ikke formåede at udrede, men søgte at overhugge.58 Efterhånden har
da den opfattelse udkrystalliseret sig, at Struensee greb ind overfor et
bystyre, som var ineffektivt og i splid med sig selv.59
Her skal ikke forsøges foretaget nogen endelig analyse af årsagerne
til Struensees radikale løsning af Københavns kommunalpolitiske
problemer. Det er velkendt, at Struensee var optaget af hvad vi i dag
ville kalde milieu-problemer, og det er troligt, at en af hovedgrundene
til, at han indsatte et nyt bystyre var et ønske om at løse dem, men
det kan heller ikke bortforklares, at han ikke kunne lide de folk, der
stod i spidsen for den gamle magistrat, medens han havde en hånd
gangen mand, U. A. Holstein, som skulle placeres på en nøglepost.
At så ommøbleringen af bystyret foregik på den radikale, arrogante
og jaskede måde, hvorpå det skete - ja, det var simpelthen Struensee.
Struensees magistrat kom og gik, og i 1772 vendte størsteparten af
den afsatte magistrat tilbage. Lakajismen var ikke mere udryddet
end at Fædder vendte tilbage, først som politimester, senere som
borgmester. Skrivende og publicerende folk fik kærligheden at føle.
Politimesteren kunne arbitrært idømme bøder op til 200 rdr. for ulov
lige ytringer på tryk, så nu blev der sagt tak for sidst for skobørste
litteraturen. I en årrække måtte dansk åndsliv betale for de ruder,
trykkefrihedsperiodens skribenter havde slået ud.