9 / 213
KØBENHAVNS FORFATNING
9
dige beføjelser som følge af, at også den var omfattet af udtrykket
kommunalbestyrelsen. For så vidt kan man sige, at den nye lov be
tegner slutstenen på den langvarige kompetencestrid mellem de to
organer. Dette er nu yderligere understreget gennem bestemmelsen
i den nye lovs § 2, stk. 3, hvorefter borgerrepræsentationen kan sætte
enhver sag, der vedrører kommunen, under forhandling og træffe be
slutning i denne.
Det tredie hovedprincip i den nye lov - og her er der tale om en
vigtig nydannelse - er,
at magistratens medlemmer for fremtiden
alene kan vælges blandt borgerrepræsentationens medlemmer
og
for
4 år
ad gangen. Hidtil gjaldt i København i modsætning til landets
øvrige kommuner den ordning, at magistraten, d. v. s. borgmestre og
rådmænd, ikke var folkevalgt, men udpegedes af borgerrepræsen
tationen, uden at de pågældende behøvede at være på valg. Det for-
langtes ikke, at de pågældende havde bopæl i Københavns kommune,
men overborgmesteren kunne som det blev udtrykt »vælges i Es
bjerg«.5 Denne særstilling blev yderligere understreget derved, at ma
gistratsvalgene havde gyldighed for perioder af 8 år og således ikke
fulgte den normale valgperiode for borgerrepræsentationen, der er
4 år. Den nye lov betyder realiseringen af et ofte fremført ønske om
ændringer i denne retstilstand. Det indirekte valgsystem bevares, så
ledes at det er borgerrepræsentationen der udpeger borgmestrene,
men nu således at udpegningen alene kan finde sted blandt personer
valgt til borgerrepræsentationen og kun med gyldighed for borger
repræsentationens funktionsperiode (§ 2, stk. 3, jfr. § 5). På den an
den side er det ikke muligt at have sæde både i borgerrepræsen
tation og magistrat, idet den, der udpeges til borgmester, skal vige sit
sæde i borgerrepræsentationen (§ 5 , stk. 4). Til gengæld skal borg
mestrene være til stede ved borgerrepræsentationens møder (§ 35).
En nydannelse i forbindelse med sammensætningen af magistraten
er, at
rådmandsinstitutionen falder bort.
Indtil 3 1. marts 1978 bestod
magistraten af en overborgmester, fem borgmestre og fem rådmænd.
Den nye lov udvider antallet af borgmestre til seks - hvorved der kan
foretages en aflastning af visse magistratsafdelinger6 - men ophæver
rådmandsinstitutionen, der er Københavns ældste forfatningsorgan.
Endelig anbefalede et andet flertal i fællesforfatningsudvalget, end
det der stod bag de tre nævnte hovedprincipper, etableringen af sær