14 / 213
14
D ITLEV TAMM
vilegiet ikke. Her har biskoppen åbenbart stadig våget over borger
nes selvstændighedstrang. Tværtimod synes de privilegier, der her ind
rømmes, at være i overensstemmelse med en opfattelse, som særlig
biskoppen måtte gøre sig til talsmand for, nemlig kanonisk rets hege
moni. Når der således er tale om en indskrænkning i rådets pligt til
at afsige dødsdom over tyve og røvere er det i overensstemmelse med
kanonisk ret. Det var en almindelig grundsætning i de danske land
skabslove, som man finder også i byretterne, at tyveri, når der var
tale om tyveri over en vis værdi, medførte dødsstraf. Derimod holdt
kirken og den kanoniske ret på, at der for tyveri bortset fra visse
særligt kvalificerede tilfælde alene kunne blive tale om at betale er
statning.15 Når det fastslås, at rådmændene ikke må deltage i afsigelse
af dødsdomme, kan det være en konsekvens af kanonisk rets stand
punkt, at blodsudgydelse skal undgås. Også edsbeviset i form af det
formelle bevismiddel partsed med mededsmænd stred mod kanonisk
rets opfattelse af, hvorledes retspleje burde føres på grundlag af ma
terielle bevismidler, først og fremmest vidne- og dokumentbeviset.
En ting stod imidlertid fast, at biskoppen måtte anerkende at et
råd var opstået i København. Rådet fik efterhånden både admini
strative beføjelser og havde som rådstueretten også dømmende myn
dighed. Ved siden af rådet eksisterede allerede i 1254 et
byting.
Det
omtales i stadsretten fra 1254 som »placitum«, hvor biskoppens foged
(exactor episcopi) holdt ret. Om dette byting havde nogen reel ind
flydelse på bystyret må derimod stille sig som meget tvivlsomt.
Fra året 128 1 er bevaret et brev fra
biskop Ingvar af Roskilde,
der tillægger foged og rådmænd i København yderligere myndighed.16
I dette brev er rådmandsinstitutionen fuldt anerkendt. Det hedder
således i indledningen:
»For at ikke nogen skal fælde dom i egen sag eller, hvis han forser
sig, undgå sin velfortjente straf, har vise mænd i fjerne tider fundet
på, at
der skal vælges gode mænd til at forestå købstæder og andre
større samfund, herske over undersåtter og lade enhver vederfares
ret,
skræmme de slette ved frygt for straf og ved opmuntrende beløn
ninger tilskynde de gode til at handle rigtigt, eftersom lovlydighed og
ydmyghed ikke ville synes at gavne de gode, dersom foragt og ulydig
hed mod lovene ikke var til skade for de overmodige og genstridige«.