17 / 213
KØBENHAVNS FORFATNING
17
der tog stilling til sagen havde anset Roskildebispens generhvervelse
af byen efter Valdemar Atterdags død 1375 som sket med vold, hvor
for den foreløbige besiddelse af byen blev tilkendt kongen. Det var
denne foreløbige besiddelse, der kom til at danne grundlaget for kon
gens erhvervelse af byen.
Under Erik af Pommern fremkom en dansk oversættelse af stads
retten fra 12 94,22 men nok så vigtigt er, at Erik af Pommern gen
nem sin
forordning af 1
5.
februar 14 2 2
23 skabte gunstigere vilkår for
handelen, ikke blot i København, men for de sjællandske købstæder
i almindelighed. Disse privilegier fik tillige betydning for sammensæt
ningen af rådet også i København, idet det blev bestemt, at borg
mestre og rådmænd kun kunne udpeges blandt byens handlende.
Hermed lagdes grunden til en retlig klassedeling i byen imellem
håndværkere
og
handlende.
Kun handlende kunne sidde i rådet, idet
det opfattedes som en rådsopgave at føre tilsyn med de laug, hvori
håndværkerne var organiserede. Håndværkere betegnedes som em-
bedsmænd24 eller embedsfolk, hvorved man sigtede til, at det var kon
gens foged, borgmestre og råd, der beskikkede håndværkerne i byen
til udførelse af deres særlige pligter.
Under
Christoffer af Bayern
fik København en ny stadsret af 14.
oktober
14 4 3 .
25 En række bestemmelser fra de ældre stadsretter gen
tages, men nyt er et selvstændigt kapitel (V) om
»bysens eghne
ærende«,
der indeholder bestemmelser om bystyret. Det fremgår her
af, at rådet var selvsupplerende. I henseende til borgmestervalget for
beholdt kongen sig på dette tidspunkt retten til at udnævne køb-
stædemes borgmestre, dog som regel blandt rådets medlemmer, og
således at der gaves rådet eller borgerne direkte en vis indflydelse på
valget.26 Der findes dog en række nye bestemmelser om rådets kom
petence, og der er også andre nydannelser i stadsretten. Der tales i
dag om, at Københavns størrelse kan skabe en vis afstand mellem
borgere og bystyre. En sådan afstand er måske også baggrunden for
en bestemmelse (V, 38), hvorefter den som overfalder fogeden, borg
mester eller rådet »med vred Hu og ubekvemme Ord« skal bøde til
den, som han »overløber«, 40 mark og 40 mark til kongen og sta
den. Bestemmelsen kan ses i sammenhæng med en senere bestem
melse (58), hvorefter borgmestrene og rådmændene bl. a. lønnedes
med skattefrihed, men overhovedet overtyder et blik på proveniensen