18 / 213
18
D ITLEV TAMM
af byrådets indtægter på dette tidspunkt, om at der var stof nok til
ærgrelse for borgerne.27 Rådet havde således privilegier i forbindelse
med vin- og ølsalget, f. eks. måtte kun rådet sælge tysk øl i kander
ud af huset. Ved indførsel af vinfade havde rådet ret til cise, der
bestod i et pengebeløb samt ret til at aftappe to store krus vin af
hvert fad. Der skulle også erlægges vægtafgifter, vagerpenge, og net
op til København er den særlige regel knyttet, at kræmmere, der op
slog deres boder på gaderne, skulle erlægge et pund peber til borg
mester og råd.28
Efter Frederik I ’s tronbestigelse fik København i 1526 i et forsøg
på at vinde denne by, der havde været en trofast støtte for Chri
stian II, ret til selv at vælge byens borgmestre, hvis antal udvidedes
fra to til fire. Følgerne af, at kongen mistede sin indflydelse på by
styret, udeblev som bekendt ikke, og Christian I II ændrede straks
bestemmelsen
15 36 ,
idet han forbeholdt sig at sætte borgmestre og
råd, der kunne være ham »tro og nyttige«.29 Den kongelige myndig
hed i byen udøvedes som regel af statholderen på Københavns slot,
en vigtig post i datidens politiske spil. Kongen kunne frit udnævne
borgmestrene og rådmændene, men almindeligvis indskrænkede han
sig til - ofte gennem statholderen - at vælge borgmestrene som regel
blandt rådets medlemmer, og overlod rådet selv at vælge nye råd-
mænd.
Byens
foged,
en underordnet embedsmand, der ikke må forveksles
med biskoppens foged eller statholderen,30 udnævntes af rådet og stat
holderen i forening, senere umiddelbart af kongen.31 Fogdens opgaver
var opretholdelsen af ro og orden i byen, opkrævning af kongens bø
der og at pleje ret på
bytinget.
Embedet ophævedes i 17 71 i forbin
delse med oprettelsen af en Hof- og Stadsret i København og blev
ikke genindført.
De almindelige borgeres indflydelse på bystyret var ringe. 1580
synes en formelig opstand at være brudt ud, hvorunder byens bor
gere hos statholderen
Christoffer Valkendorff
fik medhold i en række
klager over rådet og herefter indrømmedes en forbedret indsigt med
opkrævningen af byskatten og andre afgifter.32 Der skulle herefter
udnævnes to
kæmnere
blandt borgerne til at forestå regnskabsførelsen.
Herudover udpegedes i hvert kvarter (rode) to
rodemestre,
der
på forskellig måde varetog forbindelsen mellem bystyret og borgerne.