21 / 213
KØBENHAVNS FORFATNING
21
var led i det almindelige embedshierarki, som er så kendetegnende
for den danske enevælde. Det nærmere forhold mellem magistraten
og de 32 mænd var ikke klart fastlagt,38 men i tilfælde af uenighed
mellem magistraten og de 32 mænd holdt Danske Kancelli, der for
en lang række sagers vedkommende havde den besluttende myndig
hed, som regel med magistraten. En anden begrænsning af de 32
mænds kompetence var en følge af, at byens øvrighed kun havde be
grænset indflydelse på forholdene i byen overhovedet. Rent bortset
fra, at centraladministrationen havde væsentlig indflydelse, gjaldt at
vigtige områder, f. eks. fattigvæsenet og skolevæsenet var undergivet
selvstændige direktioner, mens andre områder som bygningsvæsenet
og senere tilsynet med de handlende og byens økonomi var underlagt
kommissioner under magistratens forsæde, hvor »de 32 mænd« var
repræsenteret. Atter andre områder var underlagt kommissioner un
der ledelse af embedsmænd med repræsentation for bystyret f. eks.
kommissionen for gader og brolægning, direktionen for vandvæsenet,39
kanalerne, samt brand-, lygte- og vægtervæsenet. Det område, hvor
de havde størst indflydelse, var næringsvæsenet, der i henseende til
deres sammensætning, også må betragtes som det felt, hvor de havde
egentlig sagkundskab. De 32 mænd betragtede sig, trods deres snævre
valggrundlag, som byens repræsentanter over for den kongevalgte
magistrat, når der var tale om at beskytte byens næringsliv eller byens
økonomi. Denne indstilling, der har givet anledning til at karakteri
sere de 32 mænd som »borgernes demokratiske talsmænd«,40 gav i
1760-erne anledning til en række stridigheder mellem magistrat og
de 32 mænd, der havde karakter af en
forfatningskamp
.41
Det kom særlig frem i 1760-erne,42 da de 32 mænd for at sikre
byens forsyninger med levnedsmidler foreslog en ophævelse af de gæl
dende indførselsforbud. Den strid, der opstod med magistraten om
betimeligheden af dette forslag, blev indbragt for kancelliet.43 I den
ne sag havde »de 32 mænd« forløbet sig; magistraten havde handlet
loyalt. Det havde den derimod ikke i et andet tilfælde, hvor »de 32
mænds« afgørelse af, hvorledes en ekstra skat skulle fordeles var ble
vet tilsidesat. Da magistraten i samme sag havde undladt som skik
var at tiltale de 32 mænd som »ædle og velfomemme« løb bægeret
over, og resultatet blev en pinlig polemik mellem magistrat og de
32 mænd, der endte i kancelliet. Sagen behandledes af
Stampe,
hvis