16 / 213
16
D ITLEV TAMM
forhandlinger, og den rådmand der tager mod bestikkelse trues med
straf. Forfatningsbestemmelserne var kun en lille del af stadsretten,
der i sin almindelige regulering af byens liv imidlertid også nævner
en række rådsopgaver. Som rådets opgaver nævnes tilsyn med vær
ger for umyndige. Rådet kunne på biskoppens vegne forlange ud
leveret materialer, der var nødvendige til stadens nytte, f. eks. ved
udbedring af byens befæstning. Sådanne materialer kunne forlanges
udleveret mod erstatning. Vi står altså med disse bestemmelser, der
gentager tilsvarende bestemmelser i stadsretten fra 1254, over for
vore
ældste ekspropriationsbestemmelser.
V i finder også her i bestemmel
ser om henlæggelse af affald, om afløb o. lign., hvad vi kan kalde vor
første mz/jølovgivning. Rådet dømmer sammen med fogden i sager
om trussel om ildspåsættelse, altså om forbrydelser rettet direkte mod
byen, og kan sammen med fogden give tilladelse til afholdelse af
møder. I forbindelse med brand var tillagt rådet den funktion at fore
tage vurderingen af, hvilken erstatning der skulle betales den, hvis
hus måtte rives ned for at undgå udbredelse af ilden. Rådet var sam
men med fogden eksekutionsmyndighed og foretog også herved en
vurdering af det udlagte gods.
Stadsretten af 1294 tilfredsstillede ikke borgernes ønske om selv
styre. I en åben konflikt mellem borgerne og biskoppen, søgte bor
gerne uden held støtte hos kongen, og måtte i 1296 indgå forlig med
biskoppen.
I de følgende år vekslede herredømmet over København. I løbet
af i34o ’erne erhvervede Valdemar Atterdag København, og det er
fra denne periode, at vi for første gang hører om ledere af rådet med
titlen
borgmestre.
I et skøde fra året 135020 optræder en person, der
betegnes som »proconsulis Hafniensis« i København, datidens beteg
nelse for borgmester.
Et endeligt skifte i byens tilhørsforhold etableredes under
Erik aj
Pommern,
der efter en noget tvivlsom proces mod roskildebispen
erhvervede byen i 14 17 .21 Den proces, der lå til grund for erhvervel
sen, kom for så vidt ikke til at tage stilling til ejendomsspørgsmålet
til København. Efter datidens regler toges først stilling til hvem der
skulle have
besiddelsen
af byen, og først i anden omgang kom selve
gjen<føm5spørgsmålet til afgørelse. Men biskoppen opgav yderligere
proces, efter at kongen havde vundet besiddelsesretten. Det nævn,