13 / 213
KØBENHAVNS FORFATNING
13
givet med borgemes énstemmige råd og samtykke, men om et for-
fatningsorgan, der kan handle på borgernes vegne, er der ikke tale.
Loven taler rundt omkring om borgemes »
communitas
« - det kan
man oversætte med fællesskab, eller som det senere ofte skete med
menigheden —men hvorledes dette communitas har været repræsen
teret, omtales ikke. Det nærmeste man kommer en forfatningsbestem-
melse er stadsrettens § 12, om at stadens segl skal opbevares af to
kanniker og andre af borgerne, der har svoret at holde det i trofast
varetægt. Måske har disse borgere virket som talsmænd for byens
borgere i almindelighed.
Det varede imidlertid ikke mange år førend et forfatningsorgan
dukkede op i København. Under stridighederne mellem kongemagten
og kirken havde Jacob Erlandsens efterfølger som biskop i Roskilde
Peder Bang,
der havde støttet Jacob Erlandsens aggressive politik,
måttet begive sig i landflygtighed til udlandet. Da han vendte til
bage udstedtes den 29. januar 1275 et privilegiebrev til byen, der
senere efterfulgtes af en stadfæstelse af Jacob Erlandsens stadsret.13
Byen må i de mellemliggende år have været i kongens besiddelse, og
det er sandsynligvis denne omstændighed, der har været afgørende
for, at et nyt organ er opstået nemlig
rådet,
eller som det hedder i
den latinske tekst af Peder Bangs privilegiebrev, hvor dette organ om
tales for første gang »
consules«,
der er den almindeligt anvendte be
tegnelse for rådmænd. Hermed bliver København en af de byer, hvor
eksistensen af et råd tidligst er bevidnet. Vi ved ikke med sikkerhed
hvorledes rådet som institution er opstået,14 men det er tydeligt, at
der må være tale om et lån fra de tyske, særlig nordtyske købstads
forfatninger. Betegnelsen »consules« - rådmænd - optræder første
gang i Ribe i 1252, i Roskilde 1273, i København 1275, kort efter i
Slesvig i 1283 og i Flensborg fra 1284.
Den sammenhæng, hvori rådmændene omtales i den ældste køben
havnske dokumentation for eksistensen af et råd, giver intet fast be
greb om deres myndighedsområde. Peder Bangs brev har karakter
af et privilegium og for rådmændenes vedkommende omtales som
privilegier, at de nu fritages for at sidde ret over og fælde dødsdom
over tyve og røvere, at de ikke kan tvinges til at virke som med-
edsmænd, samt at vidnesbyrd aflagt af to rådmænd ikke kan tilside
sættes ved modstående edsbevis. Om indflydelse på bystyret taler pri