15 / 213
KØBENHAVNS FORFATNING
15
Brevet munder ud i en tilkendegivelse til vor foged (advocatus) og
radmændene (cónsules) i København, både de nuværende og de
fremtidige, at de skal have »fuld og fri magt og myndighed
til at
fastsætte, udføre og bestemme alt, som synes dem at tjene til gavn og
ære for nævnte sted og dets indvånere«.
Dette gælder særlig fastsæt
telse af varers vægt og vurdering af dem, især målet for trave øl eller
tysk øl, som hidtil på grund af visse menneskers alt for store forsøm
melighed og ligegyldighed var solgt uden sikkert mål og med ikke
ringe formindskelse til tab for køberne og
»til skade for sælgernes
sjæle«.
Denne sidste bemærkning, om at den, der bedrog i handels
livet, kunne tage skade på sin sjæl, afspejler den vægt kanonisk ret
lagde på ærligt handelsliv, herunder at der bestod et retfærdigt for
hold mellem købers og sælgers ydelse.17 Afgørende i dette brev er
imidlertid at rådet sammen med biskoppens foged får magt til at
træffe almindelige bestemmelser om bystyret.
Den 25. marts 129218 klager biskoppen over at sager, som tidligere
var blevet afgjort på bytinget (»in plácito hafniensi generali«) gen
toges, når biskoppen kom til byen for at pleje ret. Det bestemtes der
for, at der skulle føres en
stadsbog,
hvori alle retssager, kontrakter
o. lign. i byen København, der var indgået for bytinget eller for
rådet, skulle indføres. Om denne beslutning hedder det, at den var
truffet efter velovervejet rådslagning med, hvad der karakteriseres
som »discretioribus civibus hafniensibus, qui tum temporis consulatus
officio fungebantur«, hvorefter opregnes med navn de tolv medlem
mer af rådet.
Den 29. januar 1294 giver biskop
Jens Krag
byen en ny stadsret.19
Hvorledes rådet udnævnes fremgår indirekte af stadsrettens § 55 om
straffen for den, der giver sig ud for at være rådmand, uden at være
indsat
af roskildebispen. Betegnelsen for indsat er det latinske »insti-
tutus«, samme udtryk der benyttes om arvingsindsættelser i testa
mente, hvormed handlingens karakter af ensidig viljesakt fra biskop
pens side er tilkendegivet. Borgerne havde ingen indflydelse på val
get af rådmænd og rådet havde ikke mulighed for selvstændigt at
træffe beslutninger. Når rådet samledes skulle biskoppens foged til
kaldes, ligesom rådets vedtagelser krævede biskoppens sanktion. Stads-
retten indeholder forskellige almindelige forskrifter om rådmændenes
pligter. Der bliver således pålagt tavshedspligt med hensyn til rådets