27 / 213
KØBENHAVNS FORFATNING
27
fuldstændig
kloakering
58 af København med indretning af vand-
klosetter i alle Københavns ejendomme. Man havde samtidig udarbej
det udkast til kloakledninger med udløb på Amagers østkyst. Sagen
herom viser klart betydningen af to-kammersystemet og forholdet mel
lem bystyre og centralmagt. Borgerrepræsentationen traf 1852 beslut
ning om, at der på én gang skulle udføres både gas-, vand- og kloak
anlæg i København, og på Rigsdagen vedtoges den fornødne ekspro
priationslovgivning. Disse planer, der i hygiejnisk henseende ville have
ført København frem i første række blandt Europas storbyer havde
imidlertid også i kommunalbestyrelsen modstandere. Det var særlig
Overpræsident
M ichael Lange,
der var skeptisk over for planerne
om kloakanlæg. Ved den endelige afstemning 1853 i magistraten stod
stemmerne lige: 4-4, således at overpræsidentens stemme blev udslag
givende. Kort efter behandledes sagen i borgerrepræsentationen og det
vedtoges endeligt at gennemføre de tre anlæg med 16 stemmer mod
10. Sagen blev derefter tilsendt indenrigsministeriet. Her blev det
skæbnesvangert at de to organer i det københavnske styre havde vist
sig uenige. Indenrigsminister var på dette tidspunkt den nu 75-årige
Anders Sandøe Ørsted.
Hans stillingtagen til spørgsmålet kan læses ud
af den erklæring, som han afgav, og som nu findes i indenrigsministe
riets sag i Rigsarkivet.59 Ørsteds erklæring er meget lang, og synes at
vise, at han som gammelt medlem af kancelliet næppe havde vænnet
sig til stillingen som minister i en bureaukratisk opbygget forvaltning.
Mens det var karakteristisk for den kollegiale form i kancelliet - for
hvis opretholdelse Ørsted da også flere gange varmt havde udtalt sig60
- at de enkelte deputerede i kortere eller længere indlæg måtte søge at
overbevise hinanden, kunne ministeren jo blot meddele sin afgørelse.
Det gør Ørsted imidlertid ikke, men redegør for sit standpunkt i en
lang erklæring, hvis konklusion er, at der ikke er tilstrækkelige fordele
knyttet til kloaksystemet til, at man ikke måtte være meget betænkelig
ved dets gennemførelse.
Ved sin stillingtagen tager Ørsted sit udgangspunkt i uenigheden
mellem de to grene af kommunalbestyrelsen. Der er, siger han, »ikke
nogen Pluralitet i Communalbestyrelsen for hiin Plans Approbation,
idet Pluraliteten i den ene integrerende Deel af samme er derimod,
mens den anden har erklæret sig derfor. Der foreligger saaledes ikke
en Beslutning af Communalbestyrelsen, thi Magistraten og Borger