33 / 213
KØBENHAVNS FORFATNING
3 3
kampen mellem magistrat og borgerrepræsentation formelt bragt til
afslutning. Magistraten kom til at bestå af en overborgmester, der
erstattede den kongevalgte overpræsident, af fem borgmestre og fem
rådmænd. Magistratens valgperiode blev fastsat til 8 år, selvom der
allerede dengang i borgerrepræsentationen var røster fremme for at
nedsætte den til 4 år og stille krav om at de pågældende var valgt til
borgerrepræsentationen.
Loven betegner sig udtrykkeligt som et
tillæg
til den gamle lov fra
1 857 og ikke som en ny selvstændig forfatning. Det folketingsudvalg,
der behandlede loven var da også klar over den karakter af fore
løbighed, der måtte tilkomme loven og giver udtryk for »den Opfat
telse, at det i og for sig vilde have været naturligt ved den Lejlighed
ogsaa at have optaget Spørgsmaalet om Hovedstadsomraadets Forfat
ningsformer dl Forhandling«.72 Det var som bekendt først ved op
rettelsen af et Hovedstadsråd 1973 og gennemførelsen af lov af 13/6
1973 om regionsplanlægning, at der blev taget stilling hertil.73
Set i et forfatningshistorisk perspektiv frembyder hovedprincipperne
i den ny styrelseslov for København og debatten derom kun få egent
lige nyheder. København har altid indtaget en særstilling, der først
under enevælden blev en privilegeret stilling omend man, som det vil
være fremgået, let kan komme til at overvurdere den rolle privilegierne
spillede under den i følge sagens natur meget centraliserede styreform.
De hidtidige regler om magistratsvalg er et levn af den fordel det
måtte være for borgerrepræsentationen 1857 selv at udnævne borg
mestre, der andre steder indtil 1919 var kongevalgte, men uden at
man senere har fulgt udviklingen i andre kommuner. Reglen om, at
borgmestrene skal opfylde de almindelige betingelser for valgbarhed til
borgerrepræsentationen må derfor betragtes som en vigtig justering af
den københavnske forfatning. De øvrige principper i den nye lov
hænger sammen: opretholdelsen af kommunen som en enhed forud
sætter bevarelsen af den nuværende opdeling i en relativt stor borger
repræsentation og en mindre magistrat. Det kommunale forfatnings-
fællesudvalgs betænkning afspejler bortset fra enkelte mindretals
udtalelser ingen debat om hensigtsmæssigheden af dette system. Ind
førelsen af bydelsråd ville have været en mellemvej mellem opgivelsen
af kommunens enhed og bevarelse af status quo. Forfatningshistorien
viser, at det ikke er første gang Københavns størrelse er genstand for