![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0029.jpg)
KØBENHAVNS FORFATNING
29
sig tvivlende over for anlæggenes tekniske gennemførlighed måtte be
tænkelighederne få overtaget, og Indenrigsministeriet afviste at god
kende kloakplaneme, idet man meddelte kommunalbestyrelsen, at mi
nisteriet alene kunne tiltræde planerne om udførelse af vand- og gas
værker.62 Dele af planerne blev ganske vist gennemført i 1860-erne
med Bang som indenrigsminister, men først i løbet af dette århundrede
realiseredes en kloakering i det omfang, der var forudset i 1850-erne.
Når det gælder bedømmelsen af Ørsteds indflydelse på, at planerne
ikke bragtes til udførelse må det erindres, at han hverken i ministeriet
eller i forhold til kommunalbestyrelsen stod alene med sit standpunkt,
men det må, når man betænker den hastighed, hvormed der idag
reageres på miljøkatastrofer, vække til eftertanke at se, hvor uanfægtet
ledende personligheders overvejelser om hygiejniske indretninger
kunne foregå af datidens største epidemiske ulykke.
I Danmarks Riges Grundlov 1849, § 9^ om kommunalforfatnin-
gen bestemtes, at »Communernes Ret til under Statens Tilsyn selv
stændig at styre deres Anliggender, vil blive ordnet ved Lov«.63 Det
var
P. G. Bang
der tog spørgsmålet om en ny kommunallovgivning op
i Rigsdagen, mens Københavns bystyre indtog en afventende holdning.
Særlig Bondevennerne var ivrige efter en løsning af kommunalspørgs
målet, hvilket gav sig udslag i et af
Balthazar Christensen
og
Tscher-
ning
fremsat privat lovforslag til en ny kommunallov af oktober 1850,
der skal omtales her, fordi det foregriber tanker, der idag er fremme.
Forslaget er et udslag af Bondevennernes decentraliseringstendens og
bygger på en opdeling af Danmark i seks såkaldte landskredse, hvoraf
København udgjorde en. Hver af disse landskredse var underinddelt i
kommuner.
København foresloges således inddelt i fem kommuner:
»København, Christianshavn og hver af de 3 Forstæder, Vestre-,
Nørre- og Østerbro«.64 Dette forslag, hvis grundtanke går igen i den
standende debat, stødte på almindelig modstand.
Da
P. G. Bang
kort efter blev indenrigsminister kom der atter
gang i forfatningssagen. Bang skitserede en nyordning af byens styrelse,
der byggede på en sondring mellem borgerrepræsentationen som be
sluttende og magistraten som udøvende myndighed, en departemental
fordeling af magistratens sager, og en valgordning, der indebar, at
hovedparten af magistratens medlemmer udnævntes af borgerrepræ
sentationen. Kommunalbestyrelsen nedsatte derefter en komité til