25 / 213
KØBENHAVNS FORFATNING
2 5
der var en udpræget dialektiker, fandt i Tage Algreen-Ussing, der
som bekendt er blevet karakteriseret som »Danmarks første Poli
tiker«,54 en dreven modspiller. Dette gav sig flere udslag. Da man
diskuterede valget af rådmænd benyttede Ørsted som argument for
kongens udnævnelsesret, at borgerrepræsentationens valg af magistrat,
som man kendte i den preussiske ordning, modsvaredes af kongens
opløsningsret for forsamlingen og det offentliges tilsyn med kommu
nalforvaltningen, herunder suspensionsret af beslutningerne.55 Mulig
hederne herved greb Algreen-Ussing straks og erklærede sig villig til
at indrømme kongen både opløsningsret over for borgerrepræsentatio
nen og overpræsidenten, altså magistratens leder, ret til at suspendere
dets beslutninger (anordningens §§27 og 29) mod at få anerkendt
borgerrepræsentationens ret til at udpege rådmændene. I henseende
til valgretten til borgerrepræsentationen var Ørsted tilhænger af indi
rekte valgret, men både stænderne, kancelliets flertal og også Chri
stian V I I I personligt gik ind for, at man indrømmede en direkte valg
ret. Det var dog kun personer der svarede en høj næringsskat ( § 1 2 )
og visse grundejere der fik valgret og valgbarhed til borgerrepræsen
tationen ( §8 ) . I alt havde i København mindre end 2.000 personer
valgret, og kun lidt over 1.000 benyttede sig heraf da det første valg
afholdtes den 9. april 1840.
Anordningen ændrede ikke forholdet mellem bystyret og central
administrationen. Ifølge anordningens § 1 skulle byen bestyres af ma
gistraten i forbindelse med borgerrepræsentationen
under kongens og
kancelliets tilsyn,
men —med bevarelse af privilegierne af 1661 -
undtaget fra amtsinddelingen. Kancelliet bevarede således en afgø
rende indflydelse på kommunens budget.
På flere andre punkter gav 1 840-anordningen bystyret øgede beføj
elser, således ret til at udnævne en lang række af byens embedsmænd,
som kongen hidtil havde udnævnt (§ 38). Ved reskripter af 1804 og
1806 var endda givet underofficerer fortrin til disse stillinger.
I de kommende år var København som bekendt centrum for de po
litiske begivenheder, der i 1848 førte til dannelsen af et nyt ministe
rium og til gennemførelsen af en ny forfatning, Grundloven af 5. juni
1849. Det kunne ikke undgås, at debatten om Københavns bystyre
kom til at stå i skyggen af disse begivenheder. En almindelig kliché i
den samtidige presse om bystyrets arbejde var »den sovende kommu