187 / 219
Svenskerne er ikke til at stole på
185
Den anti-svenske litteratur fra belejringsårene
Hvorledes blev danskere og svenskere opfattet i anden samtidig litteratur? I
det anonyme digt
FeldtBassune
er det danskerne, der står i centrum.25Efter
som det er skrevet og udgivet i 1657, er det en tydelig ekspansionstrang, der
dominerer digtet. Så tidligt som i strofe fire opfordres de tapre danske bøn
der til at hjælpe deres konge med at brede de danske grænser ud. Digtet er
skrevet før indgåelsen af Roskildefreden, der endegyldigt formindskede det
danske territorium. Men det er også skrevet efter det første svenske angreb på
Danmark, idet bønderne opfordres til at udskiftet leen med sværdet og udfeje
svenskerne som sne.
Allerede året efter i 1658 er tonen ændret i det ligeledes anonyme digt
Svenskens Harejact paa Amager
, og det kan skyldes, at modet skulle holdes
oppe hos den københavnske befolkning.26 Det er svenskerne og deres reak
tion, der omtales: ”De torde ey bide /Aff Banghed oc Fryet /Begjorde sig tyst
/1Skjorter oc Buxer”. Men ligegyldigt hvorledes det lille digt skal opfattes, så
er det indtryk, læserne får af svenskerne, langtfra positivt. Svenskerne er sim
pelthen bange, når de står overfor danskerne.
Tonen over for svenskerne strammes hen mod slutningen af Københavns
belejring, da danskerne nok har indset, at krigen var tabt, men også at det
ikke var gået helt så galt som frygtet. Svenskerne er ganske givet ikke til at
stole på. Den ed, de to konger havde givet hinanden for at stadfæste Roskil
defreden, kan Karl 10. Gustav ikke holde, og danskerne må se i øjnene, at
Skåne er tabt. I digtet
Danmarckis høybetrengde Undersaatter kortelig oc klage-
ligen Udfører Svenskens Barbariske Jnhumanitæt, som de m ed Plyndren, Skien
den oc Brenden haffuer Ø jfuet udi alle de Danske Provinsier og Land
hedder det
om den ed, Karl 10. Gustav aflagde til Frederik 3.: ”Du holdt det ey saa faa
du Skam /For din Falskhed oc Vrede gram /Saa mangen att bedrage”.27Men
den svenske konge skal tag sig i agt og ’’Tenck dig om huor vil det gaa /Naar
du for Dommeren skal staa /Dit Regenskab at giøre”.
Flere gange i digtet antydes det, at svenskerne spillede med fordækte kort.
Det skrives aldrig klart og tydeligt, om det er en bestemt begivenhed, der
menes, eller om det er en generel vurdering af svensk opførsel. Denne lidt
tvetydige holdning kom klart til udtryk i
Den døde Kongis Caroli Gustavi
Klagemaal m edpaa følgende Tacksigelser derfaarU
Det er tydeligt, at danskerne
finder svenskerne magtbegærlige, og at de ikke er blege for at slå over i urent
trav, når det virkeligt brænder på: ”Den Fred bleff slutted det var fort /Det
skuld vær’ glemt som før var giort /Den Fred skuld staa til Verdens End /
Dog snarlig bleff til Krig omvend /Thi mer det altid meere vil /Saa gick det
ocsaa her med til /Jeg stedse fordret meer oc meer /Fra Danmarcks Crone